Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

Tvedes Rådhus – Monumentalt og magtfuldt centrum i Sorø

tirsdag den 26. oktober kl. 15:30 - 17:00
Torvet 2, 4180 Sorø
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Røde mursten rejser sig fra torvet med en højde og detaljerigdom, der oser af magt, og imponerende kamtakkede gavle og spidsbuede vinduer leder tankerne mod middelalderen og Danmark som magtfuld nation. Velkommen til Sorø gamle rådhus - et tidstypisk mønstereksempel på det officielle Danmarks brug af historicismens monumentale formsprog.

Med sin volumen, stramme symmetri og prominente placering som midtpunkt i byens sociale, kulturelle og erhvervsmæssige liv efterlader Sorøs gamle ting- og arresthus ikke nogen tvivl om sin betydningsfulde funktion.

Bygningen, der er tegnet af en af tidens førende arkitekter, Vilhelm Tvede, regnes i dag - 140 år efter, at det blev bygget - for et af de mest vellykkede eksempler på de mange råd, ting- og arresthuse, der blev opført i landets købstæder fra 1830’erne.

Tvedes Rådhus var påvirket af tidens tonegivende arkitektur, nemlig ’historicismen’: En arkitekturretning, hvor det var god stil at plukke elementer fra tidligere stilarter. I rådhuset er motiver fra tre historiske stilperioder forenet på 617 kvadratmeter: Klassicismen, som den strengt symmetriske facadeopbygning refererer til; den nordiske middelalderarkitektur, som det blanke røde murværk er forbundet til, og det nygotiske udtryk, som er opnået ved spidsbuede vinduer, små kviste på taget og kamtakkede gavle.

Og sammenblandingerne stopper ikke her. Også i brugen af materialer er der blandet med løs hånd: Nordiske materialer såsom granit, tømmer og rød tegl er mixet med de dengang meget moderne materialer, skifer, zink, stål og jern, der blev hentet til den midtsjællandske købstad fra udlandet.

Program
Realdania By & Byg Klubben byder velkommen, og tager herefter deltagerne med rundt i rådhuset og den gamle arrest sammen med restaureringsarkitekt og arkitekturformidler Dorthe Bendtsen.

Tilmelding
Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Max. to pladser til klubpris pr. medlem undtaget erhvervsmedlemmer.

Tilgængelighed
Der er skabt niveaufriadgang til rådhusets primære rum. Har du behov for at benytte elevator og ramper, så vil vi meget gerne vide det på forhånd.

COVID-19
Vi følger sundhedsmyndighedernes anvisninger. Mød ikke op til arrangementer, hvis du er smittet eller oplever feber, hoste, vejrtrækningsbesvær, muskelsmerter, hovedpine eller ondt i halsen. Hvis en person i dit hjem har COVID-19, beder vi dig også om at blive hjemme.

Om Tvedes Rådhus
Opført i 1880-1881 og tegnet af arkitekt F.V. Tvede. Arrestbygningen er opført i 1871 og har således hørt til det ældre, nedbrændte rådhus. Bygningen har også været brugt af det lokale politi og af Sorø Byret. Med reformerne for retsvæsenet og politiet i 2008 blev hovedbygningen tømt for de funktioner. Realdania By & Byg købte Tvedes Rådhus i 2010 og gennemførte frem til 2012 en omfattende restaurering. Ejendommen er i dag udlejet til Sorø Kommunes turist- og erhvervsinformation og bliver brugt til kulturelle og sociale initiativer, repræsentative formål som fx byrådsmøder og vielser – og er på den måde stadig kommunens og borgernes hus. Læs mere her Tvedes Rådhus i Sorø

Arrangementer til dig