Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

Indeklima i praksis: Hvordan kan vores eksisterende huse blive sundere at bo i?

torsdag den 25. november kl. 13:00 - 15:00
Jarmers Plads 2 (i spisesalen), 1551 København V
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Tre ældre huse har igennem de seneste tre år fungeret som testlaboratorium, samtidig med at tre familier har boet i husene. Målet har været at finde ud af, hvor sunde tre tidstypiske huse er at bo i, hvordan man kan forbedre indeklimaet i dem ved at renovere hvert hus for en halv million kroner, og hvilke løsninger der giver mest sundhed for pengene. 

Omfattende indeklimamålinger har kortlagt indeklimaudfordringerne i de tre huse. Husene er herefter blevet renoveret med udgangspunkt i forbedringer, som kunne løse de alvorligste indeklimaproblemer, og som samtidig kunne løse flere problemer på én gang. Herefter er de faktiske ændringer i indeklimaet målt igen. 

Med indeklimaforbedringer er det lykkes at gøre husene væsentligt sundere at bo i. 

På erhvervsarrangementet deler vi alle læringer og erfaringer fra det afsluttede projekt:  

  • Hvilke indeklimaproblemer skal man sørge for at få løst først? Eller med andre ord – hvilke problemer truer vores sundhed mest?
  • Hvordan kan man løse problemerne? Og hvilke løsninger løser flest problemer? Og hvad koster løsningerne? 
  • Hvordan kan man som rådgiver bruge læringerne fra projektet og indtænke indeklimaet i renoveringen? Ønsker en kunde fx at få lavet et køkken-alrum, hvordan kan man så komme dette i møde og stadig indtænke indeklimaet?


Program

Kl. 13.00-13.45 Introduktion til Realdania og Realdania By & Bygs arbejde med sundt indeklima – herunder 1-1 eksperimentet ”Sunde Boliger Renovering”
Jørgen Søndermark, arkitekt og projektleder i Realdania By & Byg, giver en overordnet introduktion til Realdanias og Realdania By & Bygs arbejde med sundt indeklima – bl.a. Sunde Boliger i Holstebro. Hvilke erfaringer har vi taget med fra tidligere projekter? Og hvad er et sundt indeklima? Hvordan har indeklimahjulet været brugt og videreudviklet som et værktøj til at afdække boligens indeklima?

Hør desuden om baggrund, mål, økonomi og proces for det netop afsluttede projekt ”Sunde Boliger Renovering”.

Kl. 13.45-14.30 Hvordan forbedres indeklimaet i tre ældre villaer?
Steffen E. Maagaard, koncernkompetencechef for Energidesign & Indeklima fra den rådgivende ingeniørvirksomhed Moe, fortæller om 1:1 eksperimentet i Randers:

  • Forsøgsdesignet: Hvordan blev indeklimaet målt i tre ældre villaer fra hhv. 1937, 1953 og 1962?
  • Hvad viste resultaterne før, under og efter renoveringen? Og hvilke indeklimaproblemer var de alvorligste i de tre huse? 
  • Hvilke indeklimaløsninger blev implementeret i husene? Hvilke prioriteringer og dilemmaer har der været ifm. valget af løsninger? Hvad har løsningerne kostet? Og ikke mindst – har de virket efter hensigten?


Kl. 14.30-15.00 Hvordan kan projektets læringer og erfaringer bruges i praksis?
På baggrund af de praktiske læringer fra projektet lægger Jørgen Søndermark og Steffen E. Maagaard op til en fælles debat om, hvordan man som rådgiver, entreprenør eller håndværker kan hjælpe danske familier med at få et sundere hjem.


Om Sunde Boliger Renovering
Tre ældre villaer - en bungalow fra 1937, en murmestervilla fra 1953 og et parcelhus fra 1962 - og tre testfamilier danner ramme om indeklimaprojektet ”Sunde Boliger Renovering, som er igangsat af Realdania By & Byg og nu i sin afsluttende fase. Indsatsen skal gøre byggebranchen og danskerne klogere på, hvordan det gode indeklima fremmes, når boligen renoveres, og den er en del af Realdanias arbejde for at fremme sundt, effektivt og bæredygtigt byggeri.

Projektet bygger videre på erfaringerne fra projektet ”Sunde Boliger” i Holstebro. Her blev nyeste forskning indenfor indeklima afprøvet i praksis i nybyggeri

Læs mere om projektet "Sunde Boliger Renovering"

Arrangementer til dig