Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

Bindesbølls Rådhus i Thisted

torsdag den 14. november kl. 15:00 - 16:00
Store Torv 4, 7700 Thisted
NB: Arrangementet kræver tilmelding

I Thisted ligger et enestående rådhusbyggeri fra 1853 tegnet af arkitekten Michael Gottlieb Bindesbøll, som nok er bedst kendt for hovedværket Thorvaldsens Museum i København, der er dedikeret til hans berømte far, billedhuggeren Bertel Thorvaldsen.

Bindesbøll er en af de vigtigste skikkelser i dansk arkitekturhistorie i 1800-tallet. Han var en banebryder, der med sin personlige og uortodokse brug af historiske stilarter i arkitekturen blev en frontfigur i overgangen fra klassicismen til historicismen. 

Bindesbølls Rådhus er et enestående værk med et imponerende tagparti, svungne gavle, fine detaljeringer og en smuk, gennemlyst byrådssal. Bygningens arkitektoniske kvaliteter var baggrunden for, at det blev fredet i 1978 og at Realdania By & Byg i 2007 købte og restaurerede den gamle, statelige bygning. I den forbindelse blev alt - både indvendig og udvendig - undersøgt, genanvendt eller fornyet.

Gennem tiden har rådhuset fungeret som både rådstue, arrest, sprøjtehus og sparekasse. Mange af byens borgere kender derfor det fredede rådhus indefra, men kun de færreste kender de mange historier, der ligger gemt i bygningsværket og arkitekturen. 

Program
Kl. 15.00 Restaureringsarkitekt og arkitekturformidler Dorthe Bendtsen viser rundt og fortæller om Bindesbøll, arkitekturen, rådhusets historie og de restaureringsmæssige udfordringer og valg, der er truffet i forbindelse med den gennemgribende restaurering.
Kl. 16.30 Arrangementet slutter.

Tilmelding
Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Max. to pladser til klubpris pr. medlem undtaget erhvervsmedlemmer.

Om Bindesbølls Rådhus
Arkitekturen er historicistisk med en entydig inspiration fra nederlandsk renæssance. Realdania By & Bygs restaurering (2007-2011) har koncentreret sig om at bringe ejendommen tilbage til sit oprindelige udtryk i overensstemmelse med Bindesbølls tanker. Det fredede rådhus anvendes i dag som turistkontor, administration, udstillings- og mødefaciliteter. 
Læs mere her

Arrangementer til dig