Etagedæk. Facader. Isolering. Vinduer. Alt sammen med brug af træ. I MiniCO2 Etagehus TRÆ har vi undersøgt, hvor langt vi kan komme med brug af mest muligt træ, når vi bygger i højden. Og ikke mindst – hvordan kan CO2-udledningen minimeres mest muligt? Se med hjemmefra og få svar, når vi besøger det færdige byggeri.
Hvad betyder det for konstruktion, arkitekturoplevelse, indeklima, akustik, brandrisici, ressourceforbrug og byggetid, hvis man bygger en boligejendom i fem etager med træ som det altoverskyggende materiale?
Projektchef og arkitekt Jørgen Søndermark viser rundt i Realdania By & Bygs udviklingsbyggeriet MiniCO2 Etagehus TRÆ i Fredericia, som netop er færdigbygget, og fortæller om erfaringerne fra projektet, og hvordan brug af træ kan bidrage til et mere klimavenligt byggeri.
Undervejs kan du høre om:
- Træ som materiale i en femetagers boligejendom: hvilke fordele og udfordringer har det givet – for eksempel i forhold til brand og akustik?
- Hvilke nye løsninger er der blevet udviklet til MiniCO2 Etagehus TRÆ – hør bl.a. om et etagedæk med biobaseret isolering og sand.
- Hvorfor har Realdania By & Byg igangsat en stribe udviklingsbyggerier i Kanalbyen i Fredericia?
MiniCO2 Etagehus TRÆ er det første af tre ”materialehuse”, som Realdania By & Byg opfører – TEGL og BETON husene er under hhv. opførelse og planlægning.
Bemærk vi også afholder en fysisk rundvisning samme dag. Er du særligt interesseret i de faglige aspekter i træbyggeriet, afholder vi desuden et erhvervsarrangement om træhuset den 18. marts.
Online rundvisningen finder sted som optakt til åbent hus den 6. marts 2024.
Byggematerialer og CO2-aftryk
Byggebranchen er en af de største udledere af CO2. Skal vi ændre på det, kræver det forandringer i måden, vi bygger på og de materialer, vi anvender.
Med MiniCO2 etagehusene vil Realdania By & Byg levere ny viden og bidrage til debatten om, hvordan byggebranchen kan bygge mere klimavenligt.
Læs mere om MiniCO2 Etagehusene her.