Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

Hvordan kan etagebyggeri bygges så effektivt og CO2-neutralt som muligt?

torsdag den 2. februar kl. 13:00 - 15:30
Godsbanen (konferencesalen Remisen), Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Hvordan man kan gøre nybyggeri så CO2-venligt og effektivt som muligt? 

Ved dette erhvervsarrangement kan du komme indenfor i maskinrummet på Realdania By & Byg igangværende udviklingsbyggerier indenfor de to kategorier "MiniCO2 etagehusene" og "Det effektive byggeri". Hør om de første erfaringer fra de tre etagebyggerier, der indtil videre er planlagt. To af dem - MiniCO2 Etagehus TRÆ og Det effektive byggeri - går i jorden om kort tid og ventes færdigbyggede i slutningen af 2023. Byggerierne bliver herefter benchmarket op mod hinanden ift. bl.a. CO2-belastning. 

I skala 1:1 skal udviklingsbyggerierne skabe og afprøve ny viden i byggeriet og udvikle nye løsninger. Derudover er målet at hjælpe byggebranchen til at bygge så effektivt så muligt og herigennem undgå spild, svind og mangler.

Hør også om, hvordan Realdania By & Byg igennem tiden har sat forandring indenfor byggeriet på formel gennem 15 gennemførte forsøgsbyggerier.

Undervejs i arrangementet vil der være gode muligheder for spørgsmål og dialog.


Arrangementet gennemføres ved minimum 20 deltagere.

Alle kan deltage i arrangementet. Ønsker du at købe billet til klubpris, kræver det et erhvervsmedlemskab.

INTROTILBUD: Tegn et erhvervsmedlemskab af Realdania By & Byg Klubben (1.000 kr. ex moms årligt) og få 2 gratis billetter til arrangementet (værdi 1.050 kr). Læs mere om tilbuddet eller kontakt projektleder Lise Vølund Jacobsen for yderligere info på tlf. 22240774 eller lvj@realdaniabyogbyg.dk.


Program 

Kl. 13.00-13.45 Introduktion til Realdania By & Byg og arbejdet med forsøgsbyggerier
Anne Mette Rahbæk, udviklingsdirektør i Realdania By & Byg, giver en introduktion til Realdania By & Bygs projekter og arbejde med at optimere bl.a. anlægsprojekter, bygningsdrift og byudvikling i forhold til samfundsansvar og verdensmål. 

Hør om, hvordan selskabet sætter forandring indenfor byggeriet på formel via forsøgsbyggerier, og hvordan et forsøgsbyggeri bliver til: Hvilken dagsorden skal det understøtte, hvilken viden skal afprøves, hvordan udformes forsøgsdesignet, hvordan sikres valide svar, og hvordan skaleres viden? Og hvilket særkende har Realdania By & Byg som bygherre?

Kl. 13.45-14.25: Case: Det effektive byggeri – samarbejdserfaringer fra et gennemdigitaliseret byggeri
Peter Fangel, projektchef i Realdania By & Byg, giver en introduktion til udviklingsbyggeriet Det effektive byggeri og fortæller om de første resultater. Hør bl.a. om en helt ny samarbejdsmodel mellem bygherre, rådgiver og entreprenør og om de første hands on-erfaringer med digitale værktøjer. Begge dele med fokus på at gøre etagebyggeriet klar til at blive bygget uden nævneværdige fejl, mangler og spild. 

Kl. 14.25-14.35: Pause med kaffe og kage

Kl. 14.35-15.15 Case: MiniCO2 Etagehus TRÆ – status og første erfaringer
Jørgen Søndermark, projektchef i Realdania By & Byg, giver en introduktion til de to udviklingsbyggerier MiniCO2 etagehusene i træ og tegl. Han går i dybden med MiniCO2 Etagehus TRÆ, som snart går i jorden, og fortæller om både succeser og benspænd, bl.a. biogen isolering overfor brandkrav samt akustik- og brandtest af et helt nyt etagedæk. I det hele taget tænkes der hybridt ud af boksen, men indenfor træets egen verden.

Kl. 15.15-15.30 Afrunding og spørgsmål
Er der flere forsøgsbyggerier i vente?


MiniCO2 etagehusene
Indtil videre har Realdania By & Byg igangsat to forsøgsbyggerier med henholdsvis TRÆ og TEGL som primært materiale. 

Det effektive byggeri
Realdania By & Byg har igangsat forsøgsbyggeriet Det effektive byggeri, som ventes at gå i jorden i januar 2023.

For at kunne sammenligne udviklingsbyggerierne på tværs – både MiniCO2 etagehusene og Det effektive byggeri, bygges alle husene i samme format og under enslydende rammevilkår: De bliver ens i størrelse (et samlet, opvarmet bruttoareal på ca. 600 m2 i fem etager og med 4-5 boliger) og bygges under samme lokalplan. Derudover skal alle bygningerne opføres til bæredygtighedscertificeringen DGNB Guld, og endelig skal de leve op til gængse forventninger til komfort og praktisk indretning af moderne boliger, som skal lejes ud på markedsvilkår.

Parkering

Der er p-pladser (betalingsparkering) langs hallerne med indkørsel fra Skovgaardsgade. Pga byggeaktivitet kan antallet af pladser variere. Vi henviser til Scandinavian Center eller Ceresbyen. Se et oversigtkort over Godsbanen med placering af lokalet Remisen.