Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

Nørre Sødam under restaurering

fredag den 17. marts kl. 14:00 - 15:00
Ved Åen 17, 6270 Tønder
NB: Arrangementet kræver tilmelding

En omfattende restaurering af en af Tøndermarskens få tilbageværende og ganske unikke værftgårde er i fuld gang og afsluttes dette forår. Oplev Nørre Sødam under forvandling i selskab med restaureringsarkitekten.

I løbet af de seneste mange måneder har lokale håndværkere haft deres gang på Nørre Sødam lidt syd for Møgeltønder – en 250 år gammel gård, som ikke blot er fredet, men også udgør en sjældenhed. Nørre Sødam er nemlig en af de sidste intakte gårde i Danmark på kunstigt anlagte forhøjninger – såkaldte værfter - som skulle beskytte marskens mennesker og dyr mod oversvømmelser og stormfloder. Datidens form for klimasikring.

I 2020 blev Nørre Sødam købt af Realdania By & Byg, som sidenhen har arbejdet med at restaurere værftgården og dermed sikre en bygningstype, der udelukkende findes i den sydlige del af Vadehavsregionen.

Udvendigt er der lagt nyt stråtag og opmuret to nye skorstene samt den historiske arkengaf: En lille spids gavlkvist over stuehusets indgangsparti. I den store lade er det dårlige træværk udskiftet, og i det lille lukkede gårdrum er dele af murværket genopmuret. 

Indvendigt genskabes dele af den oprindelige indretning. Stuehusets småsprossede vinduer og tofløjede hoveddør er repareret og malet, og den originale rødmalede slagbænk og det gamle støbejernskomfur bliver bevaret side om side med et nyt køkken. Bortset fra laden er der overalt blevet isoleret og lagt gulvvarme.

I ko- og hestestalden indrettes fem Bed & Breakfast-værelser med tilhørende badeværelser, så ejendommen sikres et økonomisk bæredygtigt driftsgrundlag.

Program
Restaureringsarkitekt og projektchef i Realdania By & Byg, Frants Frandsen, viser rundt og fortæller om arbejdet med at tilbageføre bygningernes kvaliteter med forståelse for stedets historiske og arkitektoniske DNA.

Tilmelding
Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Max. to pladser til klubpris pr. medlem undtaget erhvervsmedlemmer.

Har du ikke mulighed for at deltage fysisk?
Tilmeld dig vores onlinerundvisning samme dag i stedet.

Tilgængelighed
Gården er under restaurering og derfor en aktiv byggeplads. Arrangementet er ikke egnet til kørestolsbrugere.
Deltagere kan ikke forvente, at der er vand og varme i huset eller at toiletterne fungerer.