Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

Søetatens Pigeskole - Nyboders gemte perle

søndag den 4. juni kl. 13:30 - 15:00
Borgergade 111, 1300 København K
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Tag med til Søetatens Pigeskole, der efter en to år lang restaureringsproces fremstår helt nyistandsat og møbleret. Oplev de gamle klasseværelser med dybe kassettelofter, de historicistiske farver og den højloftede aulas originale mønstermurede vægge. 


FLERE RUNDVISNINGER PÅ DAGEN - SE UNDER "TIDSPUNKT"


 I 2022 kunne Søetatens Pigeskole efter to år med afdækningspap, kabeltromler og malerlamper genindvies. For den forbipasserende på gaden ligner bygningen sig selv; tag og fag, vinduer, døre og havemur har i løbet af restaureringsprocessen ikke ændret sig synligt. Men træder du først ind bag portene, er bygningen som forvandlet.

Midt i bygningen ligger aulaen. Her er årtiers lag-på-lag af hvid plastikmaling nænsomt blevet afrenset, og resultatet er enestående! Den betagende aula med nu blotlagte vægge i mønstermurede formsten, smukt forarbejdet træværk og ikke mindst gipsrelieffer efter Thorvaldsen viser sig fra sin bedste side.

Langs aulaen er mængder af småkontorer og møderum væk. Bag nyere lag af puds, maling og kabelbakker er de oprindelige fire klasseværelser genfundet. Det er ikke svært at forestille sig en skoledag anno 1860, hvor de store rum med mørke kassettelofter, historicistiske vægfarver og kakkelovne har dannet ramme om ivrige småpiger med kridt, tavler og salmevers.

Restaureringen af Søetatens Pigeskole har haft som mål at genskabe bygningens oprindelige udtryk og karakter, samt genoprette bygningen, der med årene var blevet meget slidt. Et år efter genindvielsen er hverdagen igen ved at genindfinde sig i en af Danmarks tidligste aulaskoler. 

Læs mere om bygningen Søetatens Pigeskole

Program
Velkomst ved Realdania By & Byg Klubben. Herefter tager restaureringsarkitekt Dorthe Bendtsen deltagerne med rundt i bygningen og fortæller om dennes historie, arkitektur og restaurering. Rundvisningen tager cirka halvanden time. 

Tilmelding
Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Max. to pladser til klubpris pr. medlem undtaget erhvervsmedlemmer.

Tilgængelighed
Søetatens Pigeskole er i to etager uden elevator.
Det er ikke muligt at benytte toiletterne i ejendommen af hensyn til lejerne.

Parkering og ankomst
Det er ikke muligt at parkere en bil på ejendommen. 
Den nærmeste metrostation er Marmorkirken.