Åbent hus i arkitekt Knud Friis' eget hus
søndag den 5. maj kl. 13:30 - 16:30


Oplev Friis & Moltke-arkitektur og dansk brutalisme, når den er allerbedst!

I anledning af et lejerskifte holder Realdania By & Byg åbent hus i arkitekt Knud Friis’ eget hus i Aarhus-forstaden Brabrand.

Det er gratis, og alle er velkomne.

Åbent hus

søndag den 5. maj kl. 13:30-16:30

Højen 13, 8220 Brabrand

Parkering
Bemærk, at parkering ved huset ikke er muligt, og der er kun ganske få parkeringsmuligheder på de nærliggende veje, som er små og smalle.

Af hensyn til områdets beboere anbefaler vi, at du parkerer bilen på Jobcenter Aarhus' p-plads på Silkeborgvej 622 og går resten af vejen op til huset (se hurtigste gårute).

Orienter dig på et kort på forhånd og kom i god tid.

Det kan du opleve

  • et fredet hus, som regnes for et arkitekturhistorisk mesterværk
  • et autentisk vidnesbyrd om Friis & Moltke-arkitekturen
  • rå vægge i beton med tydelige spor af forskallingsbrædder
  • den oprindelige farveholdning og gulvbelægning
  • tilbygningen fra 1970 med værelser, som er delvist nedgravet i terræn
  • det intime gårdrum
  • farverige flader og felter som døre, skydevægge og skabe
  • synlige bjælker og konstruktioner, som er inspireret af japansk arkitektur, men også vores egen bindingsværkstradition

Om huset

Knud Friis’ villa i Brabrand er en arkitektonisk stærk og meget personligt fortolkning af datidens internationale strømninger i form af især moderne, japansk bygningskunst. Det er også en karakteristisk repræsentant for den byggestil, som makkerparret Friis & Moltke blev kendt for op gennem 60’erne og 70’erne.

Villaen fremstår med klare og ukomplicerede former, et robust, ”brutalistisk” formsprog og et råt, næsten groft materialevalg: Ubehandlet beton, skifer på gulvene, brædder af gran på væggene i opholdsstuen og udvendigt hvidmalede mure, rå beton, og sortbejdset træværk.

Den fredede villa, der ligger på en stor grund med skovbrynskarakter, består af i alt tre parallelle længer, der ligger i nord-syd-retning. En hovedfløj, en værelsesfløj og en udhusfløj, som er bundet sammen af havemure, der indrammer en kvadratisk, brolagt gårdhave.

Underetagen består af en lang gang langs vinduesvæggen i åben forbindelse til køkkenet og spisestuen samt et badeværelse og et fyrrum. Fra køkkenet er der adgang til tilbygningen - værelsesfløjen, der består af en gang med adgang til de tre børneværelser og forældresoveværelset.

Overetagen indeholder en stor stue med brændeovn og et rum, der oprindeligt var Knud Friis' tegnestue.

Her kan du finde film, fotos og mere viden om huset

Om arkitekt Knud Friis

Knud Friis (1926-2010) blev arkitekt fra Kunstakademiet i 1950, og sammen med arkitekt Elmar Moltke Nielsen dannede han i 1954 tegnestuen Friis & Moltke. Fra 1967-70 var Friis professor ved Arkitektskolen i Aarhus, og fra 1979-89 havde Friis & Moltke udover tegnestuen i Danmark også tegnestue i USA.

Friis & Moltke er især kendt for deres mange institutionsbyggerier, rådhuse og gymnasier. De har bl.a. tegnet Hotel Lakolk på Rømø, Viborg Gymnasium, Odder Rådhus, Entreprenørskolen i Ebeltoft og bygget for Scanticon både herhjemme og i udlandet.

Derudover står Friis & Moltke også bag en masse villaer, gårdhavehuse og klyngeboliger. Stilen er typisk kasemat-arkitektur med store robuste bygningslegemer, der trykkes ned i landskabet og domineres af rå betonelementer og synlige konstruktioner.

Realdania By & Byg

Realdania By & Byg er et datterselskab af foreningen Realdania, som fører Realdanias mission og strategier om livskvalitet i det byggede miljø ud i livet gennem ejerskab af bygninger og arealer til byudvikling.

Realdania By & Byg har siden 2003 restaureret flere end 50 historiske huse i Danmark - og enkelte i Grønland, udviklet 15 projekter med eksperimenterende byggeri og 5 store projekter inden for by- og arealudvikling.

Læs mere om Realdania By & Byg

Oplev dansk bygningskultur

Med Realdania By & Bygs oplevelsesklub Realdania By & Byg Klubben får du eksklusiv adgang til oplevelser med arkitektur, historiske huse og eksperimenterende nybyggeri over hele landet.

Gå på opdagelse i små detaljer og store fortællinger, som 500 års bygningskultur gemmer på – fra middelalder til modernisme.

Træd ind i arkitekturhistorien.

Se her, hvad du kan opleve