Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

Støberihallerne i Præstø – nu går vi i gang

tirsdag den 21. september kl. 15:30 - 16:30
Adelgade 18b, 4720 Præstø
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Støberihallerne i Præstø er et industrianlæg fra midten af 1800-tallet. Ejendommen, med de gamle produktionshaller, værkførerbolig og magasin er kraftigt forfalden, men rummer endnu arkitektoniske markører og bygningshistoriske spor, der fortæller om en gryende industrialisering og dens bygninger.

Det historiske anlæg står over for en omfattende transformation, som skal skabe et økonomisk bæredygtigt grundlag, der på en gang giver bygningerne en funktion i nutiden og sikre deres arkitektur og fortælling.

I det tidlige efterår rykker håndværkerne ind på ejendommen og tager første livtag med det projekt, som skal munde ud i et nyt ’byens hus’ med bibliotek, lokalarkiv og borgerservice.

Men hvordan forvandler man en værkførerbolig fra 1800-tallet til et lokalarkiv? Hvad skal der ske med magasinet, der næsten er ved at kollapse under en aggressiv efeu? Og skal den sammenstyrtede tredje hal genopbygges?

Hør arkitekt og projektleder i Realdania By & Byg, Anders Brüel, fortælle om processen, projektet og fremtiden for Støberihallerne i Præstø, når Realdania By & Byg Klubben besøger ejendommen.

Du kan være med både fysisk og online - se mere her: LIVE Støberihallerne i Præstø - nu går vi i gang

Program
Realdania By & Byg Klubben byder velkommen og tager deltagerne med rundt i de gamle bygninger, hvor Anders Brüel vil fortælle om projektet, historien og fremtiden for ejendommen.

Tilmelding
Arrangementet kræver medlemskab af Realdania By & Byg Klubben. Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er derfor nødvendig.

Tilgængelighed
Støberihallerne er en aktiv byggeplads. Der kan være steder, hvor adgang er umuliggjort eller for uhensigtsmæssig. Al færdsel er på eget ansvar. Arrangementet er ikke anbefalelsesværdigt til dårligt gående – i stedet henvises til den live online tur, som afvikles samme dag.

COVID-19
Vi følger sundhedsmyndighedernes anvisninger. Mød ikke op til arrangementer, hvis du er smittet eller oplever feber, hoste, vejrtrækningsbesvær, muskelsmerter, hovedpine eller ondt i halsen. Hvis en person i dit hjem har COVID-19, beder vi dig også om at blive hjemme.

Om Støberihallerne i Præstø
Støberihallerne er opført i 1887, som rammer om byens jernstøberi. Bygningerne blev placeret i Præstø bymidte langs byens sydlige grænse, Tubæk å, og med direkte forbindelse til byens hovedgade, Adelgade. Ejendommen består af selve produktionshallerne, en værkførerbygning med kontor og bolig samt en lagerbygning. Bygningerne ligger samlet omkring en gårdsplads, og bag hallerne findes i dag en lille grøn oase. Fremadrettet skal bygningerne indrettes som byens hus med bibliotek, borgerservice, lokalhistorisk arkiv og meget mere. 

Læs mere om Støberihallerne i Præstø

Arrangementer til dig