Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

Renæssancekøbmanden Oluf Bager - manden, magten og murstenene

torsdag den 5. december kl. 15:00 - 16:00
Nørregade 29, 5000 Odense C
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Han lånte penge til kongen, bedrev handel i Nederlandene og byggede stort i Odense. Kom med indenfor i købmandsgården, som renæssancekøbmanden Oluf Bager byggede i Nørregade i 1586 og hør om manden, magten og murstenene  

Verdenshandlen voksede, borgerkrigen Grevens Fejde og reformationen i 1536 lå i fortiden. Nye eksotiske varer som kanel, kaffe og silke kom til landet. Priserne på danske stude og korn var gunstige, og det var gode tider for de danske købmænd i anden halvdel af 1500-tallet. Var man både dygtig og heldig, kunne man skabe sig en formue. Odensekøbmanden Oluf Bager var begge dele. Og blev en af byens rigeste mænd. En del af formuen blev sat i storslåede byggerier, som Oluf Bagers Mødrene Gård.

Tag med til Nørregade i Odense og kom rundt i det stemningsfulde hus, der er en af byens ældste verdslige bygninger og i dag bliver brugt til butik, restaurant og kontor for Realdania By & Byg i Odense. Undervejs hører vi om bygningens historie, købmanden Oluf Bager og bliver introduceret til Realdania By & Bygs arbejde med at bevare den fredede ejendom 

Program
15.00 Introduktion og rundvisning i Oluf Bagers Mødrene Gård - ved historiker Troels Jeppesen, Realdania By & Byg
16.00 Arrangementet slutter.

Renæssancen i Danmark

Renæssance er det italienske ord for 'genfødsel'. Humanistiske idealer spirede frem og fortrængte det, der senere blev kaldt den mørke middelalder. Renæssancen kom til at betyde en kunstnerisk og åndelig udvikling, hvor personlighed eller individualitet, den fri forskning og større omfavnelse af det jordiske liv blev aktuelt. Arkitekturen og kunsten blomstrede. Reformationen i 1536 var startskuddet på renæssancen i Danmark.

Den store påvirkning af dansk arkitektur i perioden kom fra Holland. Det må formodes, at mange af de bygmestre, der byggede de første egentlige renæssancehuse i Danmark var hentet fra Nederlandene (Holland). Rundt om i landet findes stadig nogle de ældste bevarede borgerhuse og købmandsgårde i købstæderne opført i perioden 1536-1630. 

Oluf Bagers Mødrene Gård 
Huset "Oluf Bagers Mødrene Gård" er et af de få tilbageværende og tilmed et typisk eksempel på renæssancens fornemme byhus. Det er samtidig et minde om en epoke i Odenses historie, hvor driftige købmænd som Oluf Bager gav byen dens fremskudte plads i kredsen af danske provinsbyer. Gården består af et stenhus mod gaden med et tilhørende baghus i bindingsværk med smukt udskårne rosetter. Den driftige odenseanske købmand lod huset opføre oven på resterne af en gård, der tilhørte hans mors slægt - deraf navnet 'Mødrene gård'. Der er spor efter det tidligere hus i den tøndehvælvede kælder.

Baghuset - det gule pakhus - er opført i slutningen af 1700-tallet, og bygningen er siden 1586 blevet udvidet og ombygget mange gange. Oluf Bagers Mødrene Gård har haft en omskiftelig tilværelse som herskabsbolig, embedsbolig og købmandsgård, men står i dag i store træk som ved opførelsen. Ejendommen er fredet og rummer mange fine interiørdetaljer. Realdania By & Byg købte ejendommen i 2003 og restaurerede den. Fra 2005 har Oluf Bagers Mødrene Gård været kontor for Realdania By & Byg i Odense.

Læs mere om Oluf Bagers Mødrene Gård

Tilmelding
Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Max. to pladser til klubpris per medlem undtaget erhvervsmedlemmer.

Arrangementer til dig