Log ind

Log ind info

Rødovre Rådhus - et hovedværk i dansk arkitektur kl. 14.30 - AFLYST

torsdag den 22. oktober kl. 14:30 - 16:00
Rødovre Parkvej 156, 2610 Rødovre
NB: Arrangementet kræver tilmelding

ARRANGEMENTET ER AFLYST.

Det sker for at bidrage til at forsinke og hindre spredning af smitte med coronavirus.  Vi arbejder på at finde en ny dato til arrangementet.

I 2020 sætter Realdania By & Byg Klubben fokus på udvalgte hovedværker i dansk arkitektur fra arkitekterne Arne Jacobsen, Erik Christian Sørensen samt Inger og Johannes Exner, der alle er arkitekter repræsenteret i Realdania By & Bygs samling. Oplev Arne Jacobsens Rødovre Rådhus og den hemmelige koldkrigsbunker.

Rødovre Rådhus er tegnet af arkitekten Arne Jacobsen og opført fra 1954-1956 som et af mange rådhuse, der skulle rumme velfærdsstatens store administration. Rådhuset blev senere midtpunkt i en større byplan for området, hvor Arne Jacobsen endnu engang kom i spil som ophavsmand til Rødovre Bibliotek og en større boligblok, der i dag indgår i et visuelt samspil med rådhuset.

Rådhuset udgøres af to bygningsvolumner forbundet af en glasgang og med gavle beklædt med Solvågs natursten. Bygningerne er opbygget som curtain wall i glas og stål – datidens mest avancerede konstruktionsprincip efter efteramerikanske forbilleder. Ankomsten til rådhuset sker via en lav baldakin, hvorefter et tribbelthøjt rum åbenbarer sig og næsten tager pusten fra den besøgende. Rummets stilrene trappe, blot ophængt i tynde stålwirer, synes næsten at svæve. Trappen har senere indskrevet sig som et Arne Jacobsen ikon tillige med ’City Hall’-uret designet specielt til Rødovre Rådhus og i dag en designklassiker. Arne Jacobsen ikke blot tegnede huset, han stod også for indretningen med tekstiler, møbler og ikke mindst husets nøje udvalgte farvepalette.

Blot tre år før Arne Jacobsen tegnede Rødovre Rådhus, flyttede han ind i et hus på Strandvejen 413 i Klampenborg tegnet af og til ham selv. Det er et hus, hvor Arne Jacobsen på samme vis forstod at orkestrere virkemidlerne som de kontrastfyldte rumeffekter, den elegante trappe med stålrør og den intense farvepalette.

Rådhusets omgivende udearealer understreger forbindelsen til Rødovre Bibliotek, der lige som rådhuset er fredet. Et hus der gentager mange af rådhusets virkemidler og formsprog bl.a. brugen af farver og Solvågs natursten. Og selvom både bibliotek og rådhus er åbne for offentligheden, så gemmer anlægget også en velbevaret hemmelighed kun for de få – en koldkrigsbunker!

Rødovre Bunkeren blev opført i 1950'erne og var en kommandocentral, hvortil 'meldere' placeret i omkringliggende høje ejendomme kunne rapportere aktiviteter. Eneste synlige tegn på bunkerens eksistens er en simpel trappe placeret i gårdrummet.

Billeder: Mikkelsen Group

Program
Dagens rundvisere bliver, stadsarkitekt Bjarne Rieckmann og bibliotikar Lone Terpegård-Jensen, som fortæller om rådhuset og dets historie, mens vi bevæger os rundt i og omkring huset, der ligger i relation til Rødovre Bibliotek. Vi slutter turen af med et besøg i koldkrigsbunkeren under biblioteket. Hele turen varer halvanden time. Vi starter ved hovedindgangen.

Tilmelding
Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Klubmedlemmer kan max. Købe to billetter til klubpris; billetter herudover skal købes til fuld pris. Medlemmer af Erhvervsklubben kan købe op til 10 billetter til klubpris.

Tilgængelighed
Rådhuset er tilgængeligt for alle. Af logistiske grunde vil vi dog gerne vide på forhånd, om en deltager ønsker at gøre brug af handicapadgang. Bunkeren er ikke tilgængelig for kørestole og rollatorer.

Kom trygt på rundvisning med Realdania By & Byg Klubben
Vi følger myndighedernes anbefalinger og retningslinjer og vil med en række nye tiltag skabe trygge rammer for vores deltagere: Vi har nedjusteret deltagerantallet på hver rundvisning og tilpasser, hvor det er nødvendigt, indholdet, så vi kan sikre god afstand mellem deltagerne. Vi indkøber tourguide-hovedtelefoner for at kunne efterleve dette og samtidig sikre den bedst mulige oplevelse. Vi vil desuden have skærpet opmærksomhed på god håndhygiejne.

COVID-19
Vi følger sundhedsmyndighedernes anvisninger. Mød ikke op til arrangementer, hvis du er smittet eller oplever feber, hoste, vejrtrækningsbesvær, muskelsmerter, hovedpine eller ondt i halsen. Hvis en person i dit hjem har COVID-19, beder vi dig også om at blive hjemme.