Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

Modernistisk mesterværk - Erik Christian Sørensens eget hus

tirsdag den 28. september kl. 17:30 - 18:30
Smutvej 14, 2920 Charlottenlund
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Træd ind i et modernistisk mesterværk fra 1955: arkitekt Erik Christian Sørensens raffinerede enfamiliehus, der med sit flade tag, store vinduespartier og rene trækonstruktioner er et elegant møde mellem den danske bygningskultur og udenlandske impulser - især fra Japan og USA.

Duften i Erik Christian Sørensens hus er helt anderledes end i periodens øvrige enfamiliehuse. I boligen på Smutvej i Charlottenlund kan man lugte arkitekturen. Her dufter af træ, harpiks og tjæreagtig imprægnering, der sender tankerne mod havet og frisk let saltet luft.

Erik Christian Sørensen boede nemlig i et rent træhus. Ikke et norsk bjælkehus eller svensk bræddehus, men et hus med rene trækonstruktioner og bræddebeklædte vægge.

Brugen af træ som gennemgående materiale, det flade tag og de store vinduespartier, der lader ude og inde gå i konstant dialog, afspejler Erik Christian Sørensens fascination af den raffinerede japanske enkelthed og de amerikanske bungalows lette og moderne livsstil.

Huset, som Erik Christian Sørensen selv kaldte for ”en radikal fortolkning af et dansk bindingsværkshus”, er et elegant møde mellem den danske bygningskultur og de udenlandske impulser, som inspirerede danske arkitekter i begyndelsen af 1950’erne.

Arkitekten boede i huset frem til 1969. I 2019 købte Realdania By & Byg boligen, som efter to års restaurering nu fremstår gennemrestaureret.

Program
Arkitektur- og kunsthistoriker Astrid Weiss fra Realdania By & Byg giver en introduktion til husets arkitektur, arkitekten og hans liv i huset og ikke mindst Realdania By & Bygs nyligt overståede restaurering.

Der afholdes flere rundvisninger på dagen.

Tilmelding
Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Max. to pladser til klubpris pr. medlem undtaget erhvervsmedlemmer.

Tilgængelighed
Arrangementet er ikke egnet for kørestolsbrugere eller gangbesværede.

COVID-19
Vi følger sundhedsmyndighedernes anvisninger. Mød ikke op til arrangementer, hvis du er smittet eller oplever feber, hoste, vejrtrækningsbesvær, muskelsmerter, hovedpine eller ondt i halsen. Hvis en person i dit hjem har COVID-19, beder vi dig også om at blive hjemme.

Mere om huset
Huset blev opført og tegnet af arkitekt Erik Christian Sørensen som kombineret privatbolig og tegnestue i 1955. Huset hyldes som et mesterværk både i Danmark og udlandet. Have såvel som hus er fredet og ejes af Realdania By & Byg. Huset er i dag udlejet til privat beboelse og fremstår møbleret.
Du kan læse mere om huset og arkitekten her

Arrangementer til dig