Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

Landsted tegnet af dansk arkitekturs farveglade førstemand

tirsdag den 21. september kl. 17:00 - 18:00
Valnøddevænget 10, 3000 Helsingør
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Dristige og dramatiske farver og et vellykket miks af nyklassicisme, engelsk cottage-stil og nordisk byggetradition. Landstedet i Snekkersten fra 1917 er et overbevisende monument over en af de helt store fornyere inden for dansk arkitektur: Arkitekt og professor Kay Fisker 

De fleste husker ham nok bedst for de store boligbebyggelser som Vestersøhus og Dronningegården i København. Andre vil koble hans navn til det store gule murstensbyggeri, der udgør Aarhus Universitet. Men allerede som 23-årig tegner den senere så betydningsfulde danske arkitekt Kay Fisker et helt særligt landsted i Snekkersten.

I husets arkitektur kombinerer Fisker nyklassicisme og engelsk cottage-stil med nordiske byggetraditioner. Landstedet peger på den måde frem mod Bedre Byggeskik-bevægelsens fremkomst ti år senere og har dermed arkitekturhistorisk betydning som spire for en ny arkitektonisk stilretning.

Landstedet står i dag som et overbevisende monument over en af de helt store fornyere inden for dansk arkitektur – en fornyer, der ikke var bange for at vedkende sig sine historiske rødder.

Fiskers oprindelige hus har selvfølgelig undergået forandringer gennem sin hundredårige levetid, men arkitektens intention er igen meget nærværende, efter Realdania By & Byg i 2014 overtog og restaurerede ejendommen for at tilbageføre husets karakterfuldhed i plan, farve og detalje.

Program
Restaureringsarkitekt Dorthe Bendtsen giver en fælles introduktion til Kay Fisker, landstedet, omgivelserne og restaureringen. Derefter ser vi nærmere på huset og haven.

Bemærk: Huset er beboet og fuldt møbleret. 

Der afvikles flere rundvisninger på dagen.

Tilmelding
Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Max. to pladser til klubpris pr. medlem undtaget erhvervsmedlemmer.

Tilgængelighed
Arrangementet er ikke egnet for kørestolsbrugere eller gangbesværede.

COVID-19
Vi følger sundhedsmyndighedernes anvisninger. Mød ikke op til arrangementer, hvis du er smittet eller oplever feber, hoste, vejrtrækningsbesvær, muskelsmerter, hovedpine eller ondt i halsen. Hvis en person i dit hjem har COVID-19, beder vi dig også om at blive hjemme.

Om Kay Fiskers landsted
Landstedet blev bygget til pumpefabrikant J.W. Friis i 1917 - en tid, hvor det bedre borgerskab fik mulighed for at etablere fritidsboliger uden for byen. Det 251 kvadratmeter store hus, der oprindeligt var sommerbolig, blev fredet i 1988. Realdania By & Byg købte ejendommen i 2014, og den har siden 2016 været lejet ud til privat beboelse.
Læs mere om landstedet

Relaterede produkter

Landsted i Helsingør tegnet af Kay Fisker

Arkitekt Kay Fisker var kun 23 år, da han i 1916 sagde ja til at tegne et landsted på en grund i Snekkersten. Alligevel skulle landstedet vise sig at blive stedet, hvor den unge Fisker for alvor kom til at vise format og stilsikkerhed. Huset udgør i dag et væsentlig bidrag til dansk arkitekturhistorie, og det betegnes som et hovedværk i Fiskers produktion.

Læs mere