Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()
PHs eget hus

Gentoftes grimmeste - PHs eget hus - kl. 15.30

onsdag den 27. oktober kl. 15:30 - 16:30
Brogårdsvej 72, 2820 Gentofte
NB: Arrangementet kræver tilmelding

11 niveauspring, et tapet med nøgne damer på både vægge og lofter, utraditionelle farver og synlig brug af industrielle byggematerialer og hyldevarer fra byggemarkedet. PH’s hus fra 1937 var på mange måder en arkitektonisk lussing til borgerskab, fagfæller og samfund. 


FLERE RUNDVISNINGER PÅ DAGEN - SE UNDER "TIDSPUNKT"


Poul Henningsens hus er opført på en stærkt skrånende grund i Gentofte i midten af 1930’erne. Med valget af simple, industrielle byggematerialer som fx præfabrikerede betonblokke, tagpap og jernvinduer og -døre, malet med rød blymønje, stod huset i skærende kontrast til borgerskabets omkringliggende villaer med alskens pomp og pragt.

Set med tidens øjne og med PH’s egne ord udgjorde det ”et af Gentoftes grimmeste huse” – også indvendig, hvor et erotisk tapet med nøgne damer pirkede til tidens pænhed, og hvor ingen rum var finere end andre. Huset var et opgør med traditioner, konventioner og pænhed, men det var også et varsel om nye måder at leve, bo og bygge på. 

I 1995 blev huset fredet og i 2014 købt af Realdania By & Byg. Efter en omfattende restaurering står huset igen som oprindeligt i form, farver og rum og er et levende udtryk for samfundskritikeren, lampemageren og revyforfatterens holdning til familieliv og byggekunst. Læs mere om PH's eget hus

Program
Arkitekthistoriker og projektleder i Realdania By & Byg, Astrid Klingenberg Weiss, giver en introduktion til husets arkitektur og historie, PH og Realdania By & Bygs restaurering. Derefter er der mulighed for at se nærmere på huset og haven.
Bemærk: Huset er beboet og fuldt møbleret. Der afvikles flere rundvisninger på dagen.

Tilmelding
Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Max. to pladser til klubpris pr. medlem undtaget erhvervsmedlemmer.

Tilgængelighed
Arrangementet er ikke egnet for kørestols- eller rollatorbrugere, da huset er i flere niveauer og med trapper. 

Arrangementer til dig