Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

Gammelby Mølle – følg restaureringen

onsdag den 28. juni kl. 14:00 - 15:30
Gammelby Møllevej 62, 7000 Fredericia
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Foråret står for døren, og på Gammelby Mølle står der 'tag, tavl og tømmerarbejde' på dagsordenen. Avlsgården har fået nye fundamenter, konstruktionen af tømmer er restaureret, og stuehuset er malet i klassicistiske farver. Hør arkitekt Anders Brüel fortælle om arbejdet med at sikre den gamle vandmølle. 

Derfor skal du med til Gammelby Mølle:

  • Du får indsigt i restaureringen og bygningernes fremtid. 
  • Du hører arkitekten bag restaureringen fortælle, om hvordan han har grebet arbejdet an.
  • Du ser resultatet af arbejdet på nordlængen, hører om arbejdet på vestlængen og oplever stuehuset, der næsten er færdigt.

Restaureringen af Gammelby Mølle tager først og fremmest udgangspunkt i avlsgårdens tre længer. Før arbejdet med selve bygningerne kunne begynde, måtte murerne sikre længerne med nye fundamenter, dræn og understøtning. Arbejdet blev afsluttet i efteråret. Herefter kunne tømrerne gå i gang.

Vi besøger Gammelby Mølle i selskab med arkitekt Anders Brüel, netop som tømrerne tager fat på at udluse og sikre vestlængens konstruktion af  bindingsværk. Samtidig kan vi se resultatet af arbejdet på nordlængen; her er tømret restaureret og delvist fornyet, og der er lagt et helt nyt stråtag.

Vi tager også et kig indenfor i stuehuset, hvis vægge igen stråler i klassicismens sarte nuancer. Realdania By & Byg forventer at kunne sætte punktum for arbejdet med at restaurere Gammelby Mølle sidst i 2024. Vi hører om arbejdet frem mod sommer, og om hvad der skal ske med de 200 år gamle bygninger, når det hele skal lejes ud.

Vandmøllen var middelalderens supermaskine
Gammelby Mølle med stuehus og avlsgård udgør et samlet kulturmiljø, der vidner om vandkraftens betydning og anvendelse i dansk landbokultur før industrialiseringen. Realdania By & Byg købte Gammelby Mølle i 2021 og føjede den til samlingen af historiske ejendomme.

Gammelby Mølle hører til en bygningstype, som i dag er overflødig, men som i århundreder har været et essentielt omdrejningspunkt for livet i Danmark. Vandmøllens kraft kunne overføres til maskiner, som kunne male korn, forarbejde klædestof, tærske korn, og meget mere. Møllens mekanik og funktion er udviklet og forfinet gennem århundreder. Dens bidrag var lige så væsentlig i det før-moderne samfund, som kulkraft blev i det industrialiserede samfund, og som computeren er det i dag.

Program
Arkitekt Anders Brüel tager deltagerne med rundt på ejendommen og fortæller om arbejde med at restaurere og sikre møllen for fremtiden - valget af farver, genbrug af materialer, sikring af træværk og meget mere. 


Mødested
Vi mødes på gårdspladsen ved stuehuset.

Parkering
Parkering skal ske i vejkanten. Det er ikke muligt at parkere på gårdspladsen.

Tilgængelighed
Hverken husene eller gårdspladsen er for dårligt gående.

Praktisk
Vi anbefaler praktisk fodtøj.
Gammelby Mølle er en aktiv byggeplads. Dette kan have indvirkning på turen af sikkerhedsmæssige hensyn. 

Arrangementer til dig