Arrangement er afholdt

J.F. Willumsen - billedkunstneren som arkitekt kl. 20

Onsdag den 6. februar, kl 20:00 - 21:00
Strandagervej 28, 2900 Hellerup

NB: Arrangementet kræver tilmelding

Der laves udstillinger, udgives bøger og skrives universitetsafhandlinger om maleren og billedhuggeren J.F. Willumsen som aldrig før. Senest rettede ARKEN blikket mod Willumsens liv med udstillingen ”J.F. Willumsen”, der rummede alle hovedværker fra Willumsen-museets samling. Mere end et halvt århundrede efter sin død er den kontroversielle kunstner blevet det fyrtårn, som han mente sig selvskrevet til at være, og det gør ham atter aktuel.

Nu kan du komme indenfor i den rosa ateliervilla i Hellerup, hvor kunstneren boede og arbejdede i ti år sammen med sin anden hustru, billedhuggeren Edith Willumsen (modellen til maleriet ’Bjergbestigersken’).

Det middelalder-inspirerede hus med det irgrønne tag er tegnet af Willumsen selv og bygget i årene 1907-08. Ateliervillaen er et unikt arkitektonisk værk med et enestående udtryk både for skønvirkestilen og for den begavede kunstners talent. I 2002 overtog Realdania By & Byg villaen og sikrede dermed, at der også fremover vil blive skabt kunst i Willumsens hus – måske også i hans ånd?

Vurder selv, når restaureringsarkitekt Dorthe Bendtsen viser rundt. Oplev bl.a. det smukke lysindfald gennem de høje ateliervinduer og de mange mytiske skabninger i sten, som gemmer sig rundt om i huset.

Program
Kl. 20.00 Arkitekt Dorthe Bendtsen viser rundt og fortæller om villaens arkitektur og om Willumsen-parrets liv i huset.
Kl. 21.00 Arrangementet slutter.

Tilmelding
Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Max. to pladser til klubpris pr. medlem undtaget erhvervsmedlemmer.

Tilgængelighed
Huset og arrangementet er ikke egnet for kørestols- eller rollatorbrugere, da huset er i flere etager og med trapper.

Om J.F. Willumsens ateliervilla
Villaen er tegnet af J.F. Willumsen i 1906 og opført i 1907-08. Huset kan ses som en del af Willumsens opgør med periodens konventioner inden for kunst og arkitektur. Huset står endnu i store træk, som da de to kunstnere flyttede ind - og efter en gennemgribende restaurering er husets karakteristiske rosa facade nu tilbage.
Læs mere her

Læs mere her