Arrangement er afholdt

Herregårdsophold på Nørre Vosborg

Lørdag den 12. maj, kl 13:00 - Søndag den 13. maj, kl 13:00
Nørre Vosborg, Vembvej 35, 7570 Vemb

NB: Arrangementet kræver tilmelding

Midt i den barske natur står Nørre Vosborg pludselig dér, som i et eventyr, i det dejligste landskab med smukke bygninger og et haveanlæg, som sætter fantasien i spil. Herregården har status som Vestjyllands fornemste, og det er et af de få og mest velbevarede herregårdsanlæg, der er tilbage i de vestjyske fjordlandskaber.

I 2004 købte Realdania By & Byg herregården. Fire år og en gennemgribende restaurering og nyindretning af det komplekse anlæg tog det at genoprette stedet og udvikle det historisk værdifulde kulturmiljø til kultur- og oplevelsescenter med hoteldrift og konferencefaciliteter.

På dette weekendophold kommer du rundt i alle Nørre Vosborgs mange historiske bygningsanlæg i selskab med arkitekt og projektleder i Realdania By & Byg Frants Frandsen, som stod i spidsen for restaureringen - en af Danmarkshistoriens største restaureringsindsatser.

Oplev bl.a. Gyldenstjernehuset opført i 1500-tallet, Riddersalens mange snedkerdetaljer, guldspejle og originale lysekroner, barok- og empirestuens historiske tapeter og kakkelovne, de gamle stråtækte ladegårde og den moderne hotelfløj tegnet af Arkitema.

Omgivet af klitter, hedesletter og frodige engdrag og med Storåen og Vesterhavet som nærmeste nabo har landskabet og vestenvinden altid præget livet på borgen. Søndag formiddag går vi med Kristian Hauskov fra Hauskov Natur & Friluft en tur i området og ser nærmere på de naturmagter, anlæggets store volde skulle beskytte imod.

Vi går gennem parken, voldanlægget og bøgeskoven, hvor anemoner formentligt har lagt sig som et hvidt tæppe i skovbunden, ned til Storåen. Her hører vi bl.a. om Nørre Vosborgs storhedstid med studedrift på engene, som gav herregården en solid magtbase, og om udfordringerne ved de stormfloder, der med jævne mellemrum overskyllede engene i Storåens delta.

Kokken tryller i køkkenet med både herremandens menu, vin, snacks og fyldte chokolader.

Program
Lørdag den 12. maj
Kl. 13.00 Indtjekning på et hotelfløjens moderne og rummelige værelser med små terrasser.
Kl. 13.30 Vi mødes i borggården. Arkitekt og projektleder i Realdania By & Byg Frants Frandsen viser rundt på borganlægget, ladegårdsanlægget samt den nye hotelfløj og fortæller om den fire år lange gennemgribende restaurering og nyindretning af det komplekse anlæg.
Kl. 15.30 Rundvisningen slutter.
Kl. 18.00 Mousserende vin og snacks i Riddersalen.
Kl. 19.00 3-retters Herremandens Menu i Riddersalen inkl. vinmenu samt aftenkaffe og fyldte chokolader i herregårdsstuerne.
Overnatning

Søndag den 13. maj
Kl. 08-10 Morgenmadsbuffet.
Kl. 10.30 Naturvandring gennem parken, voldanlægget og bøgeskoven ned til Storåen med fortællinger om den vestjyske naturs betydning for borgen samt studedriften på Nørre Vosborg v. Kristian Hauskov fra Hauskov Natur & Friluft.
Kl. 12.00 Arrangementet slutter.
Kl. 13.00 Udtjekning

Pris
Pris pr. person i delt dobbeltværelse: 1.670 kr. Enkeltværelsestillæg: 300 kr. (Enkeltværelsestillæg betales ved tjek ud fra hotellet).

Prisen indebærer alle ovennævnte aktiviteter, måltider og drikkevarer.

Tilmelding
Kun for Klubbens medlemmer. Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Max. To pladser per medlem undtaget erhvervsmedlemmer.

Praktisk
Stierne omkring Nørre Vosborg er såkaldte trampestier, og de kan derfor være ujævne visse steder. Husk gode sko.

Om Nørre Vosborg
Nørre Vosborgs historie kan føres tilbage til 1200-tallet. Nørre Vosborg var tæt på at smuldre væk og tage 800 års historie med sig, da Realdania By & Byg i 2004 overtog herregården med det formål at genoprette stedet og restaurere bygningerne. I dag fungerer herregården som moderne hotel og konferencecenter og står som et af egnens kraftcentre.
Læs mere her

 

Læs mere her