Udsolgt

Exner-weekend på Hindsgavl Slot

Lørdag den 25. maj, kl 13:00 - Søndag den 26. maj, kl 13:00
Hindsgavl Slot, Hindsgavl Allé 7, 5500 Middelfart

NB: Arrangementet kræver tilmelding

Tag på weekendophold på Hindsgavl Slot – sov i den gamle kostald og oplev de transformerede staldlænger i selskab med Karen Exner, hør om arkitektparret Inger og Johannes Exner og deres indflydelse på dansk arkitektur og restaurering, når arkitekt og forfatter til bogen ”Exner”, Thomas Bo Jensen, holder foredrag og kom på rundvisning på Koldinghus – Exners absolutte hovedværk.

Da H.C. Andersen besøgte Hindsgavl Slot i 1830, kaldte digteren det for ”Danmarks smukkeste sted”. Når Realdania By & Byg Klubben i år besøger Hindsgavl Slot er det den ombyggede avlsgård og tegnestuen bag, der er i centrum – en weekend med fokus på arkitektparret Exner, deres værker, deres inspiration og deres arv.

Vi skal naturligvis overnatte i Exner-værelserne i de tidligere stalde, med de karakteristiske cylindriske fritstående brusenicher muret op i rød tegl. De rå murstensvægge, ølandsfliserne på gulvet og simple jernrammesenge skaber en enkel men moderne og luksuriøs stemning, hvor historien titter frem overalt, og lader én vide, at vi er i en stald.

Den fredede avlsgård stammer fra sidste halvdel af 1700-tallet og spejler hovedbygningen i symmetri og proportioner. I 2005 stod der endnu køer i staldene – i dag er gården forvandlet til hotel- og konferencecenter; en balancegang mellem moderne hoteldrift og bevaring af gårdens historie og karakter. Hør arkitekt Karen Exner fortælle om den omfattende transformation, som Exners Tegnestue stod i spisdsen for, når vi tager på rundvisning.

Det er Exners Tegnestue, der med deres særlige fornemmelse for restaurering og nyindretning, pustede nyt liv i de gamle stalde og gav dem deres unikke karakter. Exners Tegnestue blev drevet af Inger og Johannes Exner. Efter 40 år valgte parret dog at overlade tegnestuen til deres arvtagere bl.a. datteren Karen Exner, som stod for transformationen af Hindsgavl Slots avlsgård. 

Med en suveræn fornemmelse for materialer, lys, stoflighed, atmosfære og med inspiration fra dansk bygningskultur kom deres livslange arbejde med arkitektur til at omhandle både restaurering og nybyggeri, og Exner-parret fik opført i alt 14 kirker, en række sognegårde samt kronen på værket, den storstilede restaurering af Koldinghus slotsruin.

Hør Arkitekt og forfatter til bogværket ”Exner” Thomas Bo Jensen fortælle om Inger og Johannes Exner - begyndelsen som unge, søgende arkitekter, eksempler fra deres kirkebyggeri og endelig historien om Koldinghus, som stod færdigt i 1994 efter 23 års uafbrudt arbejde.

Søndag besøger vi Koldinghus Slot, hvor en guide tager os igennem de gamle sale og fortæller os historien om slottet. Vi slutter af med en frokost i slottets kælder.

Program
13.00-14.30 Arkitekt Karen Exner viser rundt og fortæller om restaureringen af Hindsgavl Slot med særlig fokus på avlsgården. Vi ser et af Exner-værelserne i Kostalden.
14.30-15.30 Kaffe og kage samt tjek ind.
15.30-17.00 Foredrag om Exner – deres liv, arkitektur og restaureringer ved arkitekt og forfatter Thomas Bo Jensen.
18.00 Velkomstdrink.
18.30 Middag efter kokkens valg.

Overnatning i de transformerede staldlænger.

08.00-10.00 Morgenmad og tjek ud
10.00-11.00 Tur til Koldinghus.
11.00-12.00 Rundvisning på Koldinghus: ’Koldinghus’ Arkitektur’.
12.00-13.00 Frokost i cafeen.
13.00 Turen slutter, men man kan selv se udstillingerne på Koldinghus.

Pris
Prisen er pr. person i delt dobbeltværelse. Prisen dækker foredrag, kaffe og kage, en overnatning med morgenbuffet, middag og vel-komstdrink, rundvisning på Hindsgavl samt entré, rundvisning og frokost på Koldinghus. Deltagerne skal selv betale drikkevarer samt transport til Koldinghus.

Der er et enkeltværelsestillæg på 200 kr. Tillægget afregnes direkte hos Hindsgavl ved tjek ud (se bemærkninger).

Tilmelding
Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Max. to pladser pr. klubmedlem undtaget erhvervsmedlemmer.

Tilgængelighed
Hindsgavl Slot og Koldinghus er som udgangspunkt tilgængelige for hjælpemiddelsbrugere, men da det er gamle, fredede ejendomme kan der være visse udfordringer som kræver særlig hensyntagen. Er du kørestols- eller rollatorbruge skal du kontakte os forud for arrangementet også af hensyn til værelsesbookning enten på tlf. nr.: 70 11 06 06 eller klub@realdaniabyogbyg.dk.  

Bemærkninger
Har du særlige krav til maden, bedes du oplyse om dette i notatfeltet ved køb af billetter.

Ønsker du enkeltværelse bedes du ligeledes oplyse om dette i notatfeltet ved køb af billetter.

Transport
Det er gratis at parkere på Hindsgavl Slot.

Turen til Koldinghus tager ca. 30 min i bil. Man kan også benytte sig af offentlig transport. Bus nr. 106 kører fra Hindsgavl Alle til Parkskolen i Kolding. Dette indebærer dog en gåtur på ca. 3 km. Turen varer ca. 1 time. Turen skal ske på egen hånd, og er ikke indregnet i prisen.

Adresse: Koldinghus 1, 6000 Kolding.

Flere oplevelser
Benyt lejligheden til at besøge evt. Trapholt eller Danmarks keramikmuseum Clay, når du alligevel er på de kanter. Læs mere om dem her Clay eller Trapholt

Hindsgavl Slot
Det klassicistiske Slot med den smukke avlsgård har en 800 år lang historie. Slottet har været i Realdania By & Bygs eje siden 2003 og er løbende blevet restaureret og transformeret til et af landets bedste hotel- og konferencesteder. Læs mere om Hindsgavl Slot 

Læs mere her