Log ind

Indtast brugernavn og kodeord

Brorsons bispegård og moderne prestigebyggeri i Ribe

tirsdag den 23. januar kl. 14:00 - 16:30
Puggaardsgade 3, 6760 Ribe
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Kun få steder i landet findes en så velbevaret middelalderlig bykerne med brostensbelagte gader og gamle bindingsværkshuse som i Ribe. Overalt findes historiske detaljer og bygninger, som kan kædes sammen med forskellige perioder og berømte personer i byens tusindårige historie.

En af berømthederne er Danmarks store salmedigter, H. A. Brorson. Da han var biskop i byen i 1700-tallet, boede han i byens bispebolig, som dengang var indrettet i Taarnborg.

Taarnborg blev opført som byherregård i 1570-80 og er et af landets bedst bevarede renæssancehuse. Husets fremtoning og symmetri er arkitektonisk usædvanligt flot gennemarbejdet og interiøret rummer enkelte af Brorsons effekter. I dag bruges huset som hjem for præsteparret Bramming, der dagligt omgiver sig med de småsprossede blyindfattede vinduer, nedløbsrør med dragehoveder og husspøgelser.

Lige ved siden af ligger Kannikegården - et helt nyt hus tegnet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter. De fik til opgave at tegne et hus til kirkens administration og arrangementer og samtidig beskytte og åbne ruinerne fra den middelalderlige Kannikegård, der brændte for 900 år siden, og som huset ligger ovenpå. Kannikegårdens arkitektur er helt i særklasse og skaber en harmonisk forbindelse mellem gamle og nye materialer, der sammen beriger bylandskabet.

Program
Kl. 14.00: Præst Torben Bramming viser rundt i den gamle bispegård Taarnborg. Vi byder på en kop kaffe. 
Kl. 15.30: Besøget i Taarnborg slutter, og vi begiver os til Kannikkegården, ca. 5 min. gåtur.
Kl. 15.30: Besøg og fortælling om Kannikegården ved formand for menighedsrådet i Ribe Domkirke Tage Rosenstand, der sammen med menighedsrådet er bygherre på byggeriet.
Kl. 16.30: Arrangementet slutter. 

Tilmelding
Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Max. to pladser pr. medlem undtaget erhvervsmedlemmer.

Om Taarnborg
Den gamle bispegård i Ribe blev opført i 1570-80, og enkelte bjælker kan endda dateres tilbage til 1509. Bygningen er et af landets bedst bevarede renæssance-huse. Taarnborg huser i dag et Brorsoncenter drevet af Taarnborgfondet ved præsteparret Bente og Torben Bramming.
Læs mere her

Om Kannikegården
Kannikkegården er tegnet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter og er en helt ny bygning opført på resterne af den gamle Kannikegård, der brændte i 1100-tallet. Tagflader og teglnuancer matcher byens typiske huse, og landskabet er tilpasset omgivelserne med rå betonstøbninger og granitbelægninger. Kannikegården har været nomineret til den fornemme Mies van der Rohe-pris og er indstillet til Brick Award-prisen.
Læs mere her

Bliv medlem af

Realdania By & Byg Klubben

- Træd ind i arkitekturhistorien

Læs mere her