Realdania By & Byg Klubben har helt eksklusivt fået adgang til Danmarks Nationalbank tegnet af den verdensberømte arkitekt, Arne Jacobsen, mens han boede i sit hus på Strandvejen 413. Grib chancen, og få et sjældent kig indenfor i et hemmelighedsstemplet arkitektonisk mesterværk.
Arne Jacobsen nåede aldrig at se byggeriet af Danmarks Nationalbank i København tilendebragt; han døde i 1972, seks år før bygningen blev indviet. Banken blev påbegyndt i 1965, og det var Jacobsen selv der tegnede stregerne i sin tegnestue i kælderen under hjemmet på Strandvejen 413, der i dag ejes af Realdania By & Byg. Banken er et af Jacobsens absolutte hovedværker og en repræsentant for hans arkitektoniske ståsted sidst i karrieren.
Banken udgør en hel karré på Gammelholm i København. Kompositorisk består bygningen af en lav fløj mod Holmens Kirke og en høj fløj formet som et ottetal med to indeliggende haveanlæg. Banken er præget af en meget lukket facade med lange slanke vinduespartier og karakteristisk for Jacobsen – Porsgrunnmarmor. Indvendigt er banken smukt indrettet med eksklusive materialer og et enkelt udtryk.
Tag med Klubben på besøg i banken, der i disse år er under restaurering; oplev den katedrallignende forhal med den svævende trappe, træd ind i banksalen med det varme interiør i eg, og pas på du ikke mister overblikket, når vi bevæger os op gennem højhusets mange gange, hvorfra der er kig til de to haveanlæg, hvoraf det ene mimer Jacobsens egen have i huset på Strandvejen 413.
Læs mere om Nationalbanken
Program
Realdania By & Byg Klubben byder velkommen. Herefter tager chef for restaureringen, Ann Pia Puggaard, deltagerne med rundt både udenfor og indenfor i bygningen, mens hun fortæller om både arkitekturen og restaureringen. Turen varer to timer.
Mødested: Vi mødes ved bankens hovedindgang kaldet ’Nøglehullet’.
Arne Jacobsens eget hus i Klampenborg
Arne Jacobsens eget hus på Strandvejen 413 indgår i bebyggelsen Søholm. Søholm består af fem rækkehuse, som står i gule mursten. De markerer således et skifte fra den hvide funktionalisme til en mere dansk modernisme. Læs mere om Arne Jacobsens eget hus i Klampenborg