Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

Den danske forbindelse til Bauhaus

tirsdag den 24. maj kl. 17:00 - 18:30
Jarmers Plads 2, 1551 København V
NB: Arrangementet kræver tilmelding

11 år eksisterede den tyske kunstskole Bauhaus; men effekten er aldrig ophørt. Indflydelsen nåede også mellemkrigstidens Danmark og kom til at påvirke både arkitekturens, møbel- og designkunstens formsprog fortolket af store arkitekter som Arne Jacobsen, Edvard Heiberg, Viggo Møller-Jensen, Poul Henningsen m.fl. Med filmklip, tegninger og historiske fotos sætter Realdania By & Byg Klubben fokus på den danske forbindelse til Bauhaus.

Edvard Heiberg var vild med den mekaniske funktionalisme, og i 1924 opførte han et hus til sig selv i Virum – Nordens første funkishus - ud fra analyser af brugsfunktioner. Det faldt i Bauhaus-ledelsens smag, som i 1930 udnævnte Heiberg til Meister på designskolens arkitekturlinje.

Også Arne Jacobsen begyndte at træde sine egne stier under indflydelse af strømningerne fra Bauhausskolen. Den hvide, skarpskårne funkisvilla i Charlottenlund, som han tegnede og byggede til sig selv i 1929, var datidens mest moderne hus i Danmark. Men inspirationen fra Bauhaus fik også andre udfald herhjemme. Det er PH og Viggo Møller-Jensens egne huse gode eksempler på.

Boligerne afspejler hver især arkitektens ideal om det perfekte hjem, og alle huse indgår i Realdania By & Bygs samling af historiske ejendomme, der repræsenterer dansk bygningskultur gennem 500 år.

Med filmklip, tegninger og historiske fotos viser Realdania By & Bygs arkitekturformidlere cand.mag. i arkitektur- og kunsthistorie Astrid Klingenberg Weiss og cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling Mette Rabølle Sørensen eksempler på designløsninger, indretning og komfort i bedste Bauhaus-ånd i Heibergs, Jacobsens og Møller-Jensens egne boliger – huse som har været med til at præge de danske hjem i eftertiden.

Tilmelding
Der er begrænset antal pladser og tilmelding er nødvendig. Max. to pladser til klubpris pr. medlem undtaget erhvervsmedlemmer.

Tilgængelighed
Arrangementet afvikles på Jarmers Plads 2, som er tilgængelig for alle. Kørestolsbrugere bedes kontakte os i forvejen. 

Særlige bemærkninger
Det er ikke muligt at parkere i bil på adressen. Vi henviser til p-huset i BLOX. Parkerer du i BLOX, skal du beregne ca. 10 min. gang til Jarmers Plads.
Ankommer du med S-tog, skal du stå af ved Vesterport. Buslinje 5C stopper ved Jarmers Plads. Nærmeste metrostation er Nørreport.

Vil du vide mere?
Læs mere om Edvard HeibergsArne Jacobsens, Poul Henningsens eller Viggo Møller Jensens egne huse.