Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

ONLINE: Einar Ørnsholts eget hus

onsdag den 16. marts kl. 13:00 - 13:45
Online, arrangementet streames online
NB: Arrangementet kræver tilmelding

På en online rundvisning byder Realdania By & Byg Klubben for første gang medlemmerne velkommen til Einar Ørnsholts nyklassicistiske familiebolig fra 1919 i Nakskov i selskab med arkitekt og projektleder Frants Frandsen.

Da den unge, nyetablerede arkitekt Einar Ørnsholt i 1919 opførte sit eget hus i Nakskov, var det som det første hus i et nybyggerkvarter nord for banen. Ørnsholt var en driftig arkitekt, der i løbet af sit virke kom til at sætte et markant og betydningsfuldt arkitektonisk aftryk på udviklingen af Nakskov og omegn.

Ørnsholt opførte sit eget hus i nyklassicistisk stil. Facaden fik italienskrød kalkfarve, licener omkring hoveddøren og store lyse stuer med plankegulve og stukkanter. Men Ørnsholt mestrede flere stilarter; huset bærer nemlig også elementer inspireret af Bedre Byggeskik-bevægelsen og den engelske cottagestil. Med både et wc, en garage og et cykelrum viste Ørnsholt, at han havde fingeren på pulsen.

Desværre har huset set bedre dage. Det lille lyserøde hus står nemlig stærkt forfaldent og forude venter en omfattende restaurering, der både skal bevare arkitekturen, genskabe fordums karakter samt sikre en bæredygtig fremtid. Alt dette kan arkitekt og leder af restaureringen Frants Frandsen fortælle meget mere om.

Vi besøger huset, før restaureringen starter.

Program
Velkomst ved Realdania By & Byg Klubben. Herefter tager arkitekt Frants Frandsen deltagerne med på en online tur gennem huset og introducerer deltagerne til arkitekten, stilen og restaureringen i store træk. Udsendelsen varer 45 min med mulighed for at stille spørgsmål i chatten – hvis du ser med live.

Einar Ørnsholts eget hus
Einar Ørnsholts eget hus står som et vidne om hans arkitektoniske styrke og store lokale betydning. Huset er et gedigent nyklassicistisk udsagn med et anstrøg af Bedre Byggeskik, hvor Ørnsholts indsigtsfulde formåen i brugen af farver, sammenstillingen af elementer og virkningsfulde proportionering står skarpt. Huset indgår i Realdania By & Bygs samling af ejendomme, som repræsenterer over 500 års dansk bygningskultur og er med til at levendegøre bygningsarven. 

Jeg vil vide mere

Sådan deltager du
Før rundvisningen (og senest onsdag den 16/3 kl. 12) modtager du et link, som rundvisningen bliver streamet på. 

Vi sender live onsdag kl. 13.00 til 13.45. Udsendelsen kan ses af tilmeldte frem til og med den følgende dag.

Mangler du et link til rundvisningen?
Eller har du andre spørgsmål, så kontakt os på klub@realdaniabyogbyg.dk eller ring 70 11 06 06.

Arrangementer til dig