Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

Arne Jacobsens Nationalbank

torsdag den 25. november kl. 14:00 - 16:00
Havnegade 5, 1023 København
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Realdania By & Byg Klubben har helt eksklusivt fået adgang til Danmarks Nationalbank tegnet af den verdensberømte arkitekt, Arne Jacobsen. Grib chancen, og få et sjældent kig indenfor i et hemmelighedsstemplet arkitektonisk mesterværk.

Arne Jacobsen nåede aldrig at se byggeriet af Danmarks Nationalbank i København tilendebragt; han døde i 1972, seks år før bygningen blev indviet. Banken blev påbegyndt i 1965, og det var Jacobsen selv der tegnede stregerne i sin tegnestue i kælderen under hjemmet på Strandvejen 413. Banken er et af Jacobsens absolutte hovedværker og en repræsentant for hans arkitektoniske ståsted sidst i karrieren.

Banken udgør en hel karré på Gammelholm i København. Kompositorisk består bygningen af en lav fløj mod Holmens Kirke og en høj fløj formet som et ottetal med to indeliggende haveanlæg. Banken er præget af en meget lukket facade med lange slanke vinduespartier og karakteristisk for Jacobsen – Porsgrunnmarmor. Indvendigt er banken smukt indrettet med eksklusive materialer og et enkelt udtryk.

Tag med Klubben på besøg i banken, der i disse år er under restaurering; oplev den katedrallignende forhal med den svævende trappe, træd ind i banksalen med det varme interiør i eg, og pas på du ikke mister overblikket, når vi bevæger os op gennem højhusets mange gange, hvorfra der er kig til de to haveanlæg, hvoraf det ene mimer Jacobsens egen have i huset på Strandvejen 413.

Læs mere om Nationalbanken

Program
Realdania By & Byg Klubben byder velkommen. Herefter tager chef for restaureringen, Ann Pia Puggaard, deltagerne med rundt både udenfor og indenfor i bygningen, mens hun fortæller om både arkitekturen og restaureringen. Turen varer to timer.

Mødested: Vi mødes ved bankens hovedindgang kaldet ’Nøglehullet’.

Tilgængelighed
Der er adgang for alle i Danmarks Nationalbank, men grundet restaureringen kan der være visse logistiske udfordringer, som vi ikke nødvendigvis vil kunne løse.

Særlige bemærkninger
Af sikkerhedshensyn vil banken få oplyst navne og kontaktoplysninger på alle deltagere på forhånd.

Kom i god tid! Vi bevæger os rundt i huset i samlet flok og kan ikke vente på eller hente deltagere, der kommer for sent.

Tilmelding
Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Klubmedlemmer kan max. Købe to billetter til klubpris; billetter herudover skal købes til fuld pris. Medlemmer af Erhvervsklubben kan købe op til 10 billetter til klubpris.

Arne Jacobsens eget hus i Klampenborg
Arne Jacobsens eget hus på Strandvejen 413 indgår i bebyggelsen Søholm. Søholm består af fem rækkehuse, som står i gule mursten. De markerer således et skifte fra den hvide funktionalisme til en mere dansk modernisme. Læs mere om Arne Jacobsens eget hus i Klampenborg

FOTO: Fotos af Nationalbanken ejes af Nationbalbanken.