Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

Eva og Nils Koppels bedste boligbyggeri

mandag den 23. august kl. 14:30 - 15:30
Skovvej 35A, 2820 Gentofte
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Omtalt i arkitektureksperten Michael Sheridans bog ”Mesterværker”. Præsenteret i tv-programmet ”Enestående nordiske huse”. Indskrevet i arkitekturhistorien som et ikonisk værk inden for nordisk boligbyggeri med en af de mest vellykkede modernistiske rumdannelser i dansk arkitektur. Oplev ingeniør Varmings hus fra 1952, som blev til i et tæt samarbejde med arkitektparret Koppel. 

Som en geometrisk skulptur i gule sten, teak og glas skuer ingeniør Varmings usædvanlige villa ud over Hundesømosen i Gentofte. Huset fra 1952 er tegnet og opført af ingeniør Jørgen Varming i samarbejde med arkitekterne Eva og Nils Koppel. Huset menes at være en af Koppels bedste bygninger og den mest bevaringsværdige i deres produktion. Opholdsstuen med dobbelthøjde, et "svævende" indskudt plateau og væg til væg-hejsevindue er blevet kaldt en af de mest vellykkede modernistiske rumdannelser i dansk arkitektur.

Den gulstensmurede villa blev ikke blot familien Varmings hjem i næsten 50 år; den viste også helt nye veje for den danske familiebolig. Varmings eget hus er et meget moderne og tidligt eksempel på en ny måde at strukturere boligen på med et åbent køkken i tæt sammenhæng til stuen. Det blev indrettet med multifunktionelle rum i et omfang, der aldrig var set i Danmark før. Huset er således et udtryk for, at den højborgerlige måde at bo på var i opløsning, og at kvindens rolle i hjemmet var under forandring.

Udover at være et arkitektonisk højdepunkt er villaen samtidig et studie i usædvanlig ingeniørkunst. Jørgen Varming udstyrede huset med et væld af avancerede løsninger, fx en emhætte, som formodentligt var landets første, en skakt til vasketøj fra køkkenet til kælderen, specialdesignede skydedøre samt et køk-kenalrum, der blev udtænkt og skabt, længe før begrebet "køkkenalrum" overhovedet var opfundet.

Læs mere om Varmings eget hus

Program
Kl. 14.30 Arkitekt Dorthe Bendtsen giver en introduktion til arkitekturen og restaureringen.
Kl. 14.50 Vi ser nærmere på huset, garagen, terrassen og haven.
Kl. 15.30 Arrangementet slutter.

Tilmelding
Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Max. to pladser til klubpris pr. medlem undtaget erhvervsmedlemmer.

Tilgængelighed
Der er en lille trappe ned til dagligstuen og en lille trappe op til det indskudte niveau over dagligstuen. Men man kan godt få fornemmelsen af rummene og huset uden at forcere trapperne.

COVID-19
Vi følger sundhedsmyndighedernes anvisninger. Mød ikke op til arrangementer, hvis du er smittet eller oplever feber, hoste, vejrtrækningsbesvær, muskelsmerter, hovedpine eller ondt i halsen. Hvis en person i dit hjem har COVID-19, beder vi dig også om at blive hjemme.

Arrangementer til dig