Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

LIVE: Gammelby Mølle – første kig indenfor

tirsdag den 22. juni kl. 14:00 - 14:45
Online,
NB: Arrangementet kræver tilmelding

I Elbodalen mellem Vejle og Fredericia bugter en stille å sig mellem løvtræer og stejle skrænter og hist, hvor vejen slår en bugt, ligger Gammelby Mølle. En fungerende vandmølle med en 400 år lang historie. Realdania By & Byg har netop købt vandmøllen med stuehus og avlsgård i egnskarakteristisk bindingsværk. I selskab med arkitekt og projektleder i Realdania By & Byg, Lise Nielsen, besøger Realdania By & Byg Klubben for første gang Gammelby Mølle på en live online rundvisning.

Tankerne ledes uvægerligt til Morten Korch-film og julekalendere fra 1980’erne, når man møder Gammelby Mølle. Den pigstensbelagte gårdsplads omkranset af bindingsværksgården i kraftigt og farverigt tømmer, hvor vandet plasker ned over det mægtige vandhjul, og løvtræerne står tæt på i det bakkede landskab omkring.

Gammelby Mølles historie går helt tilbage til midten af 1500-tallet. Den nuværende mølle er dog fra 1827, og er én af blot få eksisterende, fungerende vandmøller i landet. Møllen er en del af et samlet kulturmiljø med både stuehus, avlsgård og udhuse. Anlægget som helhed rummer en fortælling om en livsvigtig og allestedsnærværende virksomhed fra tiden før industrialiseringen.

Selvom møllen i dag er fredet og står velbevaret, så har avlsgården set bedre dage. Realdania By & Byg har netop købt ejendommen med det formål at restaurere og omdanne den samlede bygningsmasse. Arbejdet er dog slet ikke startet endnu.

Program
Arkitekt og projektleder i Realdania By & Byg, Lise Frederikke Nielsen viser rundt og fortæller om stedets historie, arkitektur og restaurering. Deltagerne har mulighed for at stille spørgsmål undervejs i chatten.

Sådan deltager du
Før rundvisningen (og senest samme dag kl. 12) modtager du et link, som rundvisningen bliver streamet på. Vi sender live tirsdag den 22. juni. Udsendelsen kan ses af tilmeldte frem til og med den følgende dag.

Mangler du et link til rundvisningen?
Eller har du andre spørgsmål, så kontakt os på klub@realdaniabyogbyg.dk eller ring 70 11 06 06.

Om Gammelby Mølle
Gammelby Mølle med vandmølle, stuehus, avlsgård og omgivelser med mølledam udgør et enestående samlet kulturmiljø, der vidner om vandkraftens betydning og anvendelse i dansk landbokultur før industrialiseringen. Møllen er fredet og indgår i Realdania By & Bygs samling af ca. 60 historiske ejendomme, som repræsenterer dansk bygningskultur gennem 500 år og er med til at fremme den levende bygningskultur. 
Læs mere om Gammelby Mølle

Arrangementer til dig