Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

Højergård og sort sol i Tøndermarsken

lørdag den 27. marts kl. 15:00 - søndag den 28. marts kl. 11:00
Torvet 1, 6280 Højer
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Oplev sort sol, Nationalpark Vadehavet, Realdania By & Bygs fredede marskgård og Højers arkitektoniske kulturarv. Altsammen på et miniophold, som ”Vadehavets oplevelser" i samarbejde med "Tøndermarsk Initiativet" har sammensat til Realdania By & Byg Klubben.

Den første dag er der aftenudflugt til Vadehavets rørskove, hvor stærene samler sig i enorme dansende flokke, før de går til ro i sivene. Næste dag byder på guidet byvandring med fortællinger om Højers spændende arkitektur og bygningskultur. 

Den fredede marskgård Højergård midt på torvet i Højer danner ramme om opholdet. Realdania By & Byg har i 2017-2019 restaureret og transformeret gårdens historiske huse og lade til en ny madlejrskole. Det er sket for at bevare den værdifulde stedbundne bygningskultur og give Højergård nyt indhold og en moderne anvendelse. 

Vi skal bo på Højergårds 15 værelser, der er udstyrede med køjesenge, eget bad & toilet. Der kan bo mellem 1 og 5 gæster på hvert værelse. Du deler kun værelse med dem, du bestiller opholdet sammen med.

SÆRPRIS til REALDANIA BY & BYG KLUBBEN: Kr. 1.350,- per person (op til fem i et værelse).

Tillæg for enkeltværelse på kr. 300,- opkræves ved ankomst. 

Prisen indeholder: Overnatning på Højergård på eget værelse med bad på gangen, kaffe & kage på Højergård ved ankomst, bustransport til og fra rørskoven med guide, sort sol tur og introduktion med erfaren naturguide, guidet byvandring i Højer, aftensmad & -kaffe og morgenmad

N.B.: Medbring praktisk tøj & sko og eventuelt din egen kikkert samt vandtæt siddeunderlag.

PROGRAM (Busafgang til sort sol følger solnedgangs tider)

Dag 1

15.00 Tjek ind Højergård
15.30 Velkomst og introduktion til Tøndermarsken og Højergård med kaffe og sødt.
18.00 Sort Sol - Fortælling og Introduktion med naturguide
19:30 Retur til Højergård med bus
20:00 Aftensmad (
Menu endnu ikke fastlagt) på Højergård - drikkevarer kan tilkøbes
21:30 Aftenkaffe og hygge i stuehuset på Højergård

Dag 2

09.00 Morgenmad
10:00 Byvandring og fortælling om Højer med guide
11:00 Tjek-ud og på gensyn
 

Tøndermarsken
Tøndermarsken er Danmarks største marskområde. Marsken er et særpræget landskab skabt af havet og formet af mennesket. I Tøndermarskens byer og landskab kan du opleve en rig bygningskultur, omgivet af en storslået natur, der rummer nogle af Europas vigtigste fuglelokaliteter blandt andet de store flokke af stære der samles i marsken kort tid i forår og efterår.
Læs mere om Tøndermarsken

Marskgården Højergård
Marskgården i Højer omfatter en lille samling af historiske huse. Et 200 år gammelt stuehus fra en af byens marskgårde, en tyskinspireret villa fra 1906 og en lade fra 1700-tallet. Til sammen fortæller de tre bygninger om en særlig byggeskik, som i generationer er formet af naturen, kulturen og historien i Sønderjylland. I dag ejes Marskgården i Højer af Realdania By & Byg, hvis restaurering skal fremme den levende bygningskultur.
Læs mere om Højergård og Realdania By & Bygs restaurering

Højer By
Højer ligger på en bakkeø ved kanten af marsken bag de yderste diger. Herfra kan man skue ud i den fugtige lavtliggende marsk mod syd og vest. Byen opstod i middelalderen og fungerede tidligt som anløbssted for handelsskibe og østersbåde og er ét af de efterhånden sjældne steder i Danmark, hvor gårde og byhuse endnu ses side om side. Bykernen består af smalle gader og pladser i et varieret forløb, hvor velbevarede bygninger, opført i traditionel byggeskik med egnskarakteristiske træk, danner et levende kulturmiljø. Højer er rig på arkitektonisk kulturarv, og bykernen rummer en af landets højeste koncentrationer af fredede og bevaringsværdige bygninger.

Tøndermarsk Initiativet
Tøndermarsk Initiativet er et samarbejde mellem Realdania, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal, Nordea-fonden og Tønder Kommune om at udvikle Tøndermarsken, så området bliver endnu mere attraktivt at besøge, bo og arbejde i. 
Læs mere om "Tøndermarsk Initiativet" 


Vadehavets oplevelser
Arrangøren 'Vadehavets oplevelser' er en Højer-virksomhed, der samler og udbyder autentiske og unikke fælles oplevelser omkring mad, natur og kultur i Tøndermarsken og Nationalpark Vadehavet. På tværs af familier og generationer - på naturlig vis. 
Følg Vadehavets oplevelser på Facebook