Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

LIVE: Rundvisning i arkitekt Viggo Møller-Jensens eget hus

torsdag den 14. januar kl. 12:30 - 13:15
Online,
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Restaureringen af det beskedne arkitekthjem i Kgs. Lyngby er i fuld gang. Tagkonstruktion, isolering, tekniske installationer, snedkerdetaljer og farveanalyser m.m. har været i håndværkernes kyndige hænder, og arkitekt Frants Frandsen har været i tapetarkiverne og fundet guld. Vær med til live online- rundvisning i Viggo Møller-Jensens eget hus.

Det er med stor glæde, at Realdania By & Byg Klubben for første gang kan byde indenfor i arkitekt Viggo Møller-Jensens eget hus. Dørene åbnes eksklusivt for medlemmerne på en live online-rundvisning, hvor arkitekt og projektleder i Realdania By & Byg, Frants Frandsen, vil fortælle om huset og den omfattende restaurering.

Arbejdet på huset har været i gang siden slutningen af september med to hovedspor: Opnå et bedre indeklima og CO2-forbrug samt sikre husets arkitektoniske kvaliteter og bevaringsværdier. Huset er ikke fredet, men i høj grad bevaringsværdigt, hvilket har tilført arbejdet en ekstra dimension ift. istandsættelsen.

Sanering og isolering af bl.a. taget og ikke mindst af skimmelsvamp i husets rum var blandt de første arbejder, som håndværkerne kastede sig over i jagten på at sikre et sundt hus for både miljø og mennesker.

På den æstetiske front har fundet af et blomstret tapet i entreen sat arkitekt Frants Frandsen på særligt detektivarbejde. I tapetarkiverne hos Designmuseum Danmark dukkede det enkle og smukke FDB-tapet op; tapetet skal nu specialfremstilles efter historisk metode, så det igen kan pryde entreen.

Viggo Møller-Jensens eget hus rummer blot 124 m2 bolig og en kælder på 49 m2; alligevel er opgaverne mange for at sikre og bevare huset for fremtiden: Snedkerrestaurering af det originale køkken, kortlægning af de oprindelige farvelag, optimering af husets indeklima med isolering af mure og lofter og de mange forskellige vinduer, udlusning af råddent træ, og meget mere.

Frants Frandsen tager deltagerne med på en tur rundt om og gennem huset ledsaget af fortællingen om restaureringens mange niveauer, overvejelser og mål. Deltagerne kan stille spørgsmål undervejs på chat.

Program
Kl. 12.30 Realdania By & Byg Klubbens Astrid Weiss byder velkommen.
Kl. 12.35 Arkitekt og projektleder i Realdania By & Byg, Frants Frandsen, viser huset frem og fortæller om restaureringen.
Kl. 13.15 Arrangementet er slut.

Sådan deltager du
Før rundvisningen (og senest torsdag kl. 12) modtager du et link, som rundvisningen bliver streamet på..
Vi sender live torsdag 12.30 til 13.15. Udsendelsen kan ses af tilmeldte frem til og med den følgende dag.

Mangler du et link til rundvisningen?
Eller har du andre spørgsmål, så kontakt os på klub@realdaniabyogbyg.dk eller ring 70 11 06 06.

Viggo Møller-Jensens eget hus
Arkitekt Viggo Møller-Jensen var udlært tømrersvend, han var søn af dekorationsmaleren bag København Rådhus, Jens Møller-Jensen, og arbejdede for PH på dennes tegnestue. Viggo Møller-Jensen kom til at tegne en nøjsom og funktionel linje i dansk modernistisk arkitektur, og som professor ved akademiet fik han stor indflydelse på generation efter generation af danske arkitekter. Du kan læse mere, se film og fotos af huset her Viggo Møller-Jensens eget hus