Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

Køge Kyst - mangfoldig arkitektur og nye boligformer

onsdag den 10. juni kl. 16:00 - 18:00
Stationspladsen ved Stationsbroen, 4600 Køge
NB: Arrangementet kræver tilmelding

I Køge kan man bo tæt på både havet, naturen og en historisk bymidte – og byudviklingsprojektet Køge Kyst er i fuld gang med at binde bymidten sammen med Køge Bugt og vende ”Køges ansigt” mod vandet.

I Stationsområdet er et nyt indkøbsstrøg åbnet med butikker, restauranter, biograf og boliger, og ved Køge Station er en tyve meter bred gangbro blevet opført, som binder bymidten sammen med Collstropgrunden, der skal udvikles til et moderne erhvervsområde, der også kan rumme boliger og butikker.

På Søndre Havn, byens gamle industrihavn, er otte boligkarréer nu beboet. Mangfoldigheden i arkitektur ses nu tydeligt i området, som ligger enestående mellem hav, strand og natur – og Køges bymidte.

Tag med på byvandring fra Stationsområdet til Søndre Havn og oplev, hvordan det omfattende byudviklingsprojekt tager form.

Ved boligbyggeriet Skibet møder vi bygherren PensionDanmark, som fortæller om udviklingen af ”Broen” - et boligfællesskab for gruppen 50+, som PensionDanmark står bag sammen med Realdania. Vi samles i Skibets gårdrum, hvor vi også møder en af beboerne i Broen.

Læs mere om Køge Kyst 

Program
Teamleder i Realdania By & Byg, Peder Lind Pedersen, byder velkommen ved Stationsbroen. Arkitekt Palle Egeberg Andersen fra Køge Kyst fortæller, mens vi går ned gennem det nye stræde. Vi deler os op i to hold på Søndre Havn, hvor vi ser nye boligbyggerier, midlertidige byrum, klimasikring og en naturgenoprettet strandeng – og efter tur gør vi holdt ved Skibet, hvor projektudviklingsdirektør Christian E. Olsson fra PensionDanmark s og en beboer fortæller om bofællesskabet Broen. De to hold mødes på Søndre Havn og siger tak for i dag. Herfra tager det ca. 15 min. at gå tilbage til stationen.

Tilmelding
Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Max. to pladser til klubpris pr. medlem undtaget erhvervsmedlemmer.

Tilgængelighed
Arrangementet er for alle. Er du kørestolsbruger, vil vi gerne orienteres på forhånd af praktiske årsager.

Kom trygt på rundvisning med Realdania By & Byg Klubben
Vi følger myndighedernes anbefalinger og retningslinjer i forhold til at mindske spredning af Covid-19 og tilpasser afviklingen af arrangementerne, så vi kan sikre god afstand mellem deltagerne.