Log ind

Indtast brugernavn og kodeord

Kanalbyen - kunst og klimatilpasning i Fredericia

tirsdag den 9. juni kl. 14:00 - 16:00
Porthouse, Vendersgade 74, 7000 Fredericia
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Besøg et bæredygtigt byudviklingsprojekt, der viser nye veje inden for klimatilpasning og kunst i huse og byrum. Tag med Realdania By & Byg Klubben til Kanalbyen i Fredericia.

På det tidligere industriområde ved havnefronten i Fredericia er Realdania By & Byg i samarbejde med Fredericia Kommune godt i gang med at udvikle en ny bydel, hvor beboerne lever med udsigt til kunst, hav og grønne omgivelser. 

Kanalbyen er endnu ikke fuldt udviklet, men er i kraft af sine kanaler, promenadeforløb, byhaver og cafeliv på Gl. Havn allerede blevet et populært mødested og et attraktivt sted at bo og arbejde. 

Den fantastiske beliggenhed ud til Lillebælt har ikke altid været uproblematisk for Fredericia, som er en af de danske byer, der er særligt truet af stormflod og havvandsstigninger. Der er derfor anlagt et klimatilpasningsanlæg med diger og kanaler, der skal sikre både Kanalbyen og Fredericias historiske bymidte mod truslen fra havet. Anlægget skaber samtidig mange hyggelige opholdssteder med udendørs siddepladser og grøn beplantning.

Et andet særkende ved Kanalbyen er de større bygningsintegrerede kunstværker, der opføres i byens huse og byrum. Vi skal blandt andet ind i boligbyggeriet Kongens Punkt, hvor Signe Guttormsens store kunstværk strækker sig fra parkeringskælderen og op i det fælles gårdrum, og vi skal høre mere om, hvorfor partnerskabet bag Kanalbyen lægger så stor vægt på den kunstneriske bearbejdning af huse og byrum.

Du kan læse meget mere om Kanalbyen i Fredericia her

Program
Projektleder i Realdania By & Byg, Louise Jonsson, byder velkommen foran kontorhuset Port House, hvorfra vi begiver os ud i byen med Kanalbyens projektdirektør Tim Halvorsen som guide.
På turen kommer vi blandt andet forbi klimatilpasningsanlægget, flere nyere kunstværker, den kreative containerby C-byen og byhaverne Grow Your City.

Tilmelding
Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Max. to pladser til klubpris pr. medlem undtaget erhvervsmedlemmer.

Tilgængelighed 
Arrangementet er for alle. Er du kørestolsbruger, vil vi gerne orienteres på forhånd af praktiske årsager.

Kom trygt på rundvisning med Realdania By & Byg Klubben
Vi følger myndighedernes anbefalinger og retningslinjer i forhold til at mindske spredning af Covid-19 og tilpasser afviklingen af arrangementerne, så vi kan sikre god afstand mellem deltagerne.

Bliv medlem af

Realdania By & Byg Klubben

- Træd ind i arkitekturhistorien

Læs mere her