Log ind

Indtast brugernavn og kodeord

PHs eget hus - kl. 14

tirsdag den 12. november kl. 14:00 - 15:00
Brogårdsvej 72, 2820 Gentofte
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Poul Henningsens hus er opført på en stærkt skrånende grund i Gentofte i midten af 1930’erne. Med valget af simple, industrielle byggematerialer som fx præfabrikerede betonblokke, tagpap og jernvinduer og -døre, malet med rød blymønje, stod huset i skærende kontrast til borgerskabets omkringliggende villaer med alskens pomp og pragt.

Set med tidens øjne og med PH’s egne ord udgjorde det ”et af Gentoftes grimmeste huse” – også indvendig, hvor et erotisk tapet med nøgne damer pirkede til tidens pænhed, og hvor ingen rum var finere end andre. Huset var et opgør med traditioner, konventioner og pænhed, men det var også et varsel om nye måder at leve, bo og bygge på.

Efter en omfattende restaurering i 2015-2016 står huset igen som oprindeligt i form, farver og rum og er et levende udtryk for samfundskritikeren, lampemageren og revyforfatterens holdning til familieliv og byggekunst.

Program
Kl. 14.00 Arkitektur- og kunsthistoriker Astrid Weiss giver en introduktion til husets arkitektur og historie, PH og Realdania By & Bygs restaurering.
Kl. 14.20 Vi ser nærmere på huset og haven.
Kl. 15.00 Arrangementet slutter.

Der afvikles flere rundvisninger på dagen.

Tilmelding
Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Max. to pladser til klubpris pr. medlem undtaget erhvervsmedlemmer.
Arrangementet er ikke egnet for kørestols- og rolatorbrugere.

Om PH’s eget hus
I 1995 blev huset fredet, og i 2014 købt af Realdania By & Byg. Trods skiftende boligtendenser gennem tiden og skiftende ejere stod huset ganske intakt, og en omfattende energirenovering og restaurering har nu sikret, at huset med alle dets særlige PH-værdier er bevaret for eftertiden.
Læs mere her

Bliv medlem af

Realdania By & Byg Klubben

- Træd ind i arkitekturhistorien

Læs mere her