Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

Søetatens Pigeskole - Nyboders glemte skole 12.30

tirsdag den 18. februar kl. 12:30 - 14:00
Borgergade 111, 1300 København K
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Mange er stoppet op foran hovedporten på Borgergade 111 og har med store øjne betragtet bygningen med det bare murværk og de rundbuede vinduer, der rejser sig majestætisk over Nyboders gule stokke. Men de færreste kender til det liv, der har udspillet sig bag murene på det, der oprindeligt blev opført som Søetatens Pigeskole i 1859.

Vidste du fx at bygningen, der er tegnet af arkitekten Bernhard Seidelin, er blevet anvendt til undervisning i søkrigshistorie, artilleri og fægtning for kadetter, som sy- og læsestuer for Nyboders pigebørn, som logi for tyske flygtninge i 1945 og – mange år senere – som advokatkontor, indtil Realdania By & Byg i 2003 købte ejendommen?

Såvel skolepiger som advokater må have følt begejstring, men også ærefrygt, når de er trådt indenfor – først i den mønstermurede vestibule med kuppellofter og dernæst den himmelstræbende høje aula med relieffer af Thorvaldsen og utrolige tømrer- og snedkerarbejder.

Pigeskolen, der i dag er bedre kendt som Bygningskulturens Hus, har på imponerende vis modstået de værste ødelæggende ændringer i sin 160 år lange levetid, og den er fortsat et værk, som kun de færreste forlader uden at blive berørt. 

I løbet af foråret 2020 går Realdania By & Byg i gang med en omfattende restaurering af Søetatens Pigeskole. Du kan følge med i restaureringsprocessen  igennem Klubben. Ved dette arrangement kan du opleve ejendommen, inden vi går i gang med restaureringen.

Program
Kl. 12.30 Arkitekt og forfatter til Realdania By & Bygs publikation om huset, Dorthe Bendtsen, viser rundt i bygningen og fortæller om arkitekturen, Nyboder og husets mange funktioner og brugere gennem tiden ved hjælp af historiske fotos og tegninger.
Kl. 14.00 Arrangementet slutter.  

Tilmelding
Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Max. to pladser til klubpris pr. medlem undtaget erhvervsmedlemmer.

Praktisk info
Der er ikke elevator i huset. Arrangementet er ikke egnet for kørestolsbrugere eller gangbesværede.

Om Søetatens Pigeskole
Opført i 1859. Fredet i 1992 som et usædvanligt helstøbt eksempel på tidens kvalitets- og funktionsbevidste institutionsbyggerier. I 2003 købte og restaurerede Realdania By og Byg ejendommen. I dag danner den ramme om Bygningskulturens Hus, som er et kontorfælleskab og samlingssted for virksomheder og organisationer, der arbejder med bygningskultur.
Læs mere her

Arrangementer til dig