Log ind

Indtast brugernavn og kodeord

Arne Jacobsens sommerhus - kl. 14.30

mandag den 31. august kl. 14:30 - 16:00
Gudmindrup Skovsti 15, 4573 Højby
NB: Arrangementet kræver tilmelding

På kanten af en fyrreskov ved Sejerøbugten rejser sig en lyngbevokset klit i tre meters højde. Her ligger Arne Jacobsens sommerhus med udsigt over strand og bugt. Sommerhuset, som er opført i 1937 i to niveauer, er delvist indbygget i klitterne og følger områdets kuperede terræn.

Huset er et arkitektonisk og kulturhistorisk pejlemærke for en ny arkitektonisk skole, den nordiske modernisme, som kom til at præge det tyvende århundredes måde at bygge huse og boliger. Da huset blev fredet i 1985, lød det i begrundelsen: ”Trods dets beskedne størrelse og jævne funktion er dette velbevarede sommerhus fra 1937 et hovedværk i moderne dansk arkitektur, hvorfor det - skønt under 100 år gammelt - fortjener fredning”. 

Arne Jacobsens eget sommerhus afspejler en række af de værdier, som den nordiske fortolkning af modernismen senere skulle blive kendt for; navnlig den særlige indlevelse i omgivelserne og brugen af regionale materialer.

Sommerhuset har kulturhistorisk betydning som ideologisk frontløber for en ny arkitektonisk retning. Samtidigt afspejler sommerhuset en ambitiøs Arne Jacobsen, som er godt i gang med karrieren. Med sommerhuset i Gudmindrup Lyng skaber han et helstøbt arkitektonisk værk af international karat.

Program

Kl. 14.30 Vi mødes foran sommerhuset. Arkitekt Dorthe Bendtsen fortæller historien om huset og restaureringen.
Kl. 15.15 Vi oplever huset indenfor i mindre grupper iført plastikhandsker (udleveres).
Kl. 16.00 Arrangementet slutter. 

Kom trygt på rundvisning med Realdania By & Byg Klubben
Vi følger myndighedernes anbefalinger og retningslinjer i forhold til at mindske spredning af Covid-19 og tilpasser afviklingen af arrangementerne, så vi kan sikre god afstand mellem deltagerne.

Tilmelding
Arrangementet er kun for klubmedlemmer. Er du ikke medlem, så læg et medlemskab i kurven sammen med billet til arrangement. Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Max. to pladser til klubpris pr. medlem undtaget erhvervsmedlemmer.

Om Arne Jacobsens eget sommerhus
Sommerhuset er opført i 1937 i Gudmindrup Lyng i Odsherred som fritidsbolig for Arne Jacobsen selv og hans familie. Realdania By & Byg købte huset i 2011 og restaurerede det i 2012-2013. Huset er i dag fredet og lejet ud som fritidshus.
Læs mere om sommerhuset

Bliv medlem af

Realdania By & Byg Klubben

- Træd ind i arkitekturhistorien

Læs mere her