Log ind

Indtast brugernavn og kodeord

Priors Hus - ferieophold i Ærøskøbings næstældste hus UGE 44

fredag den 18. oktober kl. 15:00 - fredag den 25. oktober kl. 11:00
Søndergade 32, 5970 Ærøskøbing
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Hold en uges ferie i Priors Hus i midten af stemningsfulde Ærøskøbing, der med brostensbelagte gader, stokroser og bindingsværkshuse emmer af historie og tradition. Lige nu kan vi helt ekstraordinært - og i samarbejde med Arkitektforeningen - tilbyde medlemmer af Realdania By & Byg Klubben i udvalgte uger at leje huset, som Realdania By & Byg restaurerede i 2016-2018.

Tilbuddet gælder i en begrænset periode - book senest den 31. marts


Når du åbner den 300 år gamle egetræsdør til huset, der oprindeligt blev opført som borgmesterbolig i 1690, træder du ind i en hyggelig feriebolig fyldt med fortællinger om Ærøkøbings historie. Om søfartshistorie. Og om restaurering. Huset er efter Realdania By & Bygs restaurering indrettet med et soveværelse i stueetagen og et soveværelse på loftsetagen, spisekøkken og to små stuer med alkover (hhv. 170 cm og 175 cm). Badeværelset er indrettet i det gamle bryggers, og køkkenet har et fungerende ildsted. Under forstuen er en kampstenskælder lagt fri til køligt opbevaringsrum. Se plantegning over Priors Hus.

Sådan fungerer det
- Gennemfør betaling for at booke dit ophold.
- Herefter modtager du lejekontrakt fra Arkitektforeningen til din underskrift.

Praktiske informationer
Se eksempel på lejekontrakt.
Læs lejevilkår her. 
Se plantegning.
Fotos fra Priors Hus 
Læs mere om, hvad du kan lave på Ærø
Praktiske spørgsmål vedrørende lejemålet kan rettes til Hanne Vestergaard på hv@arkitektforeningen.dk

I disse uger kan du også leje Priors Hus
Uge 26 - Fredag den 21. juni til fredag den 28. juni. Pris: kr. 6.500,-
Uge 40 - Fredag den 27. september til fredag den 4. oktober. Pris: kr 4.500,-
Uge 43 - Fredag den 18. oktober til fredag den 25. oktober. Pris: kr 3.000,-

Om Priors Hus i Ærøskøbing
En 300 år gammel egetræsdør malet i okseblod, en grundplan med slesvigske undertoner og en enestående kærlighed til bygningsarven kendetegner fortællingen om Priors Hus i Ærøskøbing. Byhuset er opført i 1690 efter den slesvigske tradition med diele, pisel og dorns, som man gjorde på Ærø på den tid. Huset er en del af af Ærøskøbings maleriske kulturmiljø og står som et vidnesbyrd om tiden, hvor det danske rige talte to hertugdømmer; et vidne om Ærøs stærke slægtsbånd med Sønderjylland.

For hundrede år siden købte og restaurerede den københavnske arkitekt Alexis Prior det lille byhus i Ærøskøbing. Da Alexis Prior i 1917 købte huset, var det i dårlig stand, og det krævede megen omtanke og mange arbejdstimer at gøre det beboeligt. I stedet for at fjerne det oprindelige materiale og de historiske lag, så brugte Prior kræfter på at bevare så meget som muligt. Med Priors nænsomme måde at istandsætte på blev der vist en ny vej for restaurering: Nemlig den bevarende tilgang.

Op gennem 1900-tallet har skiftende ejere ændret på Priors Hus, og det er således ikke en tro kopi af et 1600-tals hus, som de kommende gæster vil møde. Det er derimod et hus, som har udviklet sig over tid med et væld af fine detaljer, som hver især bærer sin egen fortælling, og som til sammen skaber husets særdeles rige og mangfoldige sjæl. 

Realdania By & Byg købte i 2016 det fredede og velbevarede hus af dets ejer, Arkitektforeningen, og igangsatte en ny restaurering. Dermed er husets kvaliteter og originalitet sikret for fremtiden. Som et fint eksempel på et historisk byhus, opført efter lokal byggeskik, indgår huset nu samtidig i Realdania By & Bygs samling af godt 50 historiske huse, der repræsenterer dansk bygningskultur gennem 500 år – fra Odense Adelige Jomfrukloster fra 1500-tallet til enfamiliehuset fra 1960’erne. Priors Hus bliver i dag lejet ud til Arkitektforeningen.

Læs mere om Priors Hus

Bliv medlem af

Realdania By & Byg Klubben

- Træd ind i arkitekturhistorien

Læs mere her