Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

Nyt tag og nye tænder - Dyrehave Mølle undervejs

mandag den 24. februar kl. 16:00 - 17:00
Dyrehavevej 84, 5800 Nyborg
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Håndværkere har i månedsvis taget turen op og ned af de syv etager stillads, som smyger sig rundt om den hollandske gallerimølle fra 1858. Når stilladset er pillet ned igen, vil forbipasserende kunne se, at håndværkerne har repareret møllens puds, bygget en ny gallerigang og gennemgået og malet møllens lange vinger og klapper.

I begyndelsen af 2020 tager møllebyggeren fat indvendigt. Det store møllehjul skal have skiftet en del tænder, og der skal bygges stålkasser rundt om kværnene, så ingen kommer til skade, når mekanikken sættes i gang.

Traveturene op og ned af stilladser er ikke ovre for håndværkerne. I 2020 skal de nemlig lægge tegltag på stuehuset og garagen og sætte nye dannebrogsvinduer i. Magasinbygningen, der ligger ved siden af, og som ikke er fredet, har allerede fået nyt tag.

Samlet set skal restaureringen af Dyrehave Mølle sikre bygningernes arkitektoniske udtryk og at vindmøllen også i fremtiden kan male mel. Arbejdet forventes afsluttet i løbet af 2020.

Program
Kl. 16.00 Arkitekt og projektleder i Realdania By & Byg, Anders Brüel, viser rundt på ejendommen og fortæller om restaureringsprocessen. Vi ser de færdige arbejder og hører om livet på møllen og planerne for møllens kommende funktion og indretning. Kl. 17.00 Arrangementet slutter.

Tilmelding
Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Max. to pladser pr. klubmedlem undtaget erhvervsmedlemmer.

Tilgængelighed
Møllen og magasinbygningen er ikke tilgængelige for handikappede og dårligt gående.
Møllen og magasinbygningen er aktive byggepladser. Adgang er på eget ansvar.

Om Dyrehave Mølle
Dyrehave Mølle har været et ikonisk vartegn for Nyborg siden opførelsen i 1858. I efteråret 2018 erhvervede Realdania By & Byg ejendommen, og siden april 2019 har restaureringen, der skal bringe nyt liv til de gamle bygninger, stået på. Selvom produktion af mel blev indstillet for over 40 år siden, er Dyrehave Mølle stadig fuldt funktionsdygtig.
Læs mere her

Parkering
Det er ikke muligt at parkere på selve ejendommen. Vi henviser i stedet til de omkringliggende villaveje og opfordrer til størst mulig hensyntagen til naboer.
Se området på et kort 

Arrangementer til dig