Log ind

Indtast brugernavn og kodeord

En by skabt til kamp – Fæstningsbyen Fredericia

torsdag den 12. april kl. 17:30 - 21:00
Meldahls Rådhus, Vendersgade 30, 7000 Fredericia
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Grundlagt som et nationalt, strategisk projekt. Skabt på kongelig ordre for at styrke landets forsvar. Indrettet til kamp, som den blev ført fra 1600-tallet til slutningen af 1800-tallet. 

Historien om Fredericia med den mægtige fæstningsvold, grundlagt i 1650, og det gamle rådhus, opført mellem Enevældens fald i 1848 og De Slesvigske Krige (1848-50 og 1864), er også historien om skabelsen af den danske nationalstat i en tid, hvor national identitet kom til udtryk i bygninger og monumenter.

I selskab med restaureringsarkitekt Dorthe Bendtsen kan du opleve rådhusets smukke sale, pladsen med krigshelten Bülows buste og krigsmonumenterne, som er synlige manifestationer på den afgørende periode i landets og byens historie. 

Herefter retter vi blikket mod omverdenen, når Kjeld Hillingsø fortæller om Fredericias krigshistorie fra svenskernes belejring og blodige storm i 1600-tallet, over de to slesvigske krige, til den tyske besættelse under 2. Verdenskrig og sætter begivenhederne i et større nationalt og europæisk perspektiv.

Kjeld Hillingsø er pensioneret generalløjtnant og bl.a. tidligere chef for Enhedskommandoen for den nordlige del af NATO's centralregion samt forhenværende formand for voldkomitéen. I juni 2017 var han aktuel med bogen "Fæstningsbyen Fredericia - En by skabt til kamp".

Realdania By & Byg Klubben byder på sandwich og en vand.

Program
Kl. 17.30 Restaureringsarkitekt Dorthe Bendtsen viser rundt i Meldahls Rådhus og fortæller om Realdania By & Bygs restaurering og arkitekturens funktion som medspiller i fortællingen om nationen og byen.
Kl. 19.00 Sandwich og vand i Kanalbyens projektkontor, Sdr. Voldgade 10, ca. 400 meter fra rådhuset.
Kl. 19.30 Foredrag i Kanalbyens projektkontor om Fredericias krigshistorie ved pensioneret generalløjtnant Kjeld Hillingsø.
Kl. 21.00 Arrangementet slutter.

Tilmelding
Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Max. to pladser pr. medlem undtaget erhvervsmedlemmer.

Om Meldahls Rådhus
Bygningen er opført i historicistisk stil fra 1859-60 og regnes for et af den danske arkitekt Ferdinand Meldahls hovedværker i Jylland. Den pavillonagtige bygning er opført i to etager i røde og grå mursten med tre gavlpartier på facaden og skulle rumme nationalstatens magtinstanser – et råd-, ting- og arresthus.
Læs mere her

Om Kjeld Hillingsø 
Kjeld Hillingsø, f. 1935, er pensioneret generalløjtnant, tidligere chef for Enhedskommandoen for den nordlige del af NATOs centralregion samt Forsvarets Operative Styrker. Hillingsø er medstifter af den borgerlige tænketank CEPOS og forhenværende formand for voldkomitéen. 
Læs mere her

Bliv medlem af

Realdania By & Byg Klubben

- Træd ind i arkitekturhistorien

Læs mere her