Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

Vilhelm Lauritzens eget hus

tirsdag den 16. maj kl. 13:30 - 14:30
Bernstorffsvej 93B, 2900 Hellerup
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Vilhelm Lauritzen var en af de ledende skikkelser i udviklingen af modernismen i Danmark med værker som Radiohuset på Frederiksberg og landets første lufthavnsterminal, som endnu bærer hans navn. Hans eget hus er et personligt bud på et parcelhus, der afspejler arkitektens sans for at forene form og funktion med udsøgt smag og materialebrug. 


FLERE RUNDVISNINGER PÅ DAGEN - SE UNDER "TIDSPUNKT"


 Vilhelm Lauritzens eget hus er opført i Hellerup i 1958 som bolig for arkitekten og hans hustru. Huset er et halvt dobbelthus tegnet i sin helhed af Vilhelm Lauritzen, hvis datter, svigersøn og børnebørn boede i den anden halvdel. 

Som type tilhører Vilhelm Lauritzens eget hus den gruppe af parcelhuse, som store danske arkitekter tegnede til sig selv efter krigen, og som kom til at danne skole for det byggeboom, der fulgte i 1960’erne og 70’erne. En hustype, hvor brug kom før borgerlighed, hvor det private var i centrum, hvor hushjælpen var flyttet ud og bilen ind. Det var en tid præget af nye prisbillige materialer som gasbeton og eternit, og hvor arkitekturen var præget af sammensatte flader med store vinduespartier

Vilhelm Lauritzens hus er alt dette og mere til. For huset er også en sublim æstetisk oplevelse; skyggekanten ved dørkarmene, som lader partiet træde frem og skaber en reliefvirkning. Listeloftet, som ikke når helt ud til væggen og dermed får loftet til at fremtræde som en selvstændig flade, og de raffinerede overgange mellem trægulve og flisebelægninger. Huset er gennemgående præget af kontraster; en lukket, distancerende facade mod vejen og en åben og inviterende facade med store glaspartier mod den private have. Grå, kølige og industrielle materialer som eternitskiffer og gasbeton, der dog er hvidmalet indenfor, kontra varme og levende materialer som træ, marmor samt gule og brune klinker. 

Oplev huset, som Realdania By & Byg købte i december 2022 og tilføjede til samlingen af Arkitekternes egne huse. 

Program
Arkitekturhistoriker og projektleder i Realdania By & Byg, Astrid Klingenberg Weiss, tager deltagerne med rundt i og omkring huset og fortæller om arkitekturen og arkitekten bag. Rundvisningen tager ca. 1 time inkl. tid til selv at gå rundt og kigge. 

Tilmelding
Arrangementet er kun for medlemmer af Realdania By & Byg Klubben.
Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Max. to pladser pr. medlem undtaget erhvervsmedlemmer, som kan købe op til 10 billetter. 

Tilgængelighed
Huset er ikke egnet til kørestolsbrugere. 

Særlige bemærkniger
Huset er lejet ud som privatbolig. Det er derfor ikke muligt at fotografere indenfor. 

Mere om Vilhelm Lauritzens eget hus
Vilhelm Lauritzens eget hus er et personligt bud på et parcelhus fra en af dansk modernismes ledende skikkelser. Et hus der forener form og funktion med sublim æstetik og udsøgt materialebrug. Huset ejes af Realdania By & Byg og indgår i samlingen af over 60 historiske huse, der skal fremme en levende bygningsarv, og som repræsenterer 500 års bygningshistorie. Læs mere her: Vilhelm Lauritzens eget hus

Arrangementer til dig