Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

Viggo Møller-Jensens eget hus

torsdag den 1. juni kl. 11:30 - 12:30
Borrekrattet 7, 2800 Kongens Lyngby
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Småblomstrede tapeter og pastelfarver, smarte løsninger og originale skabe og køkkenelementer fremstår nu igen, som da arkitekt og professor Viggo Møller-Jensen opførte sit beskedne og nøjsomme hus med udsigt over Mølleådalen i 1939. 

Når man ankommer til Viggo Møller-Jensens eget hus på en højt beliggende grund i et bakket terræn, tror man i korte sekunder, at man er landet i Provence, for foran en ligger der et lille hus med grønmalede, skodder, espalierbeklædt murværk og et tag med synlige bjælkeender, og bag huset strækker den åbne grund sig frem til en skovklædt skrænt.

Men man er blot landet ved det naturskønne Mølleådalen i Kgs. Lyngby, hvor arkitekt og professor Viggo Møller-Jensen for over 80 år siden opførte et beskedent hus som sit hjem og sin tegnestue.

Huset er et personligt bud på et enfamiliehus præget af arkitektens nøjsomme tilgang til faget. Boligen, der er præget af simple materialer og et enkelt formsprog, trækker tråde til både Bauhaus-bevægelsen og Bedre Byggeskik-perioden. 

Huset med atelier på første sal kan ses som en forløber for det populære rækkehus, som det udviklede sig efter anden verdenskrig, og som et forstudie til Atelierhusene ved Utterslev Mose, som kom til at cementere Viggo Møller-Jensens navn i arkitekturkredse.

I løbet af 2020 og 2021 har Realdania By & Byg arbejdet med at restaurere arkitektboligen. Taget er blevet genopbygget, originale skabe og køkkenelementer er blevet istandsat, et håndmalet gult tapet er blevet reddet, og tapetmestre har genskabt et originalt FDB-tapet.

I dag indgår huset i Realdania By & Bygs samling af ca. 60 historiske ejendomme, som repræsenterer dansk bygningskultur gennem 500 år. Læs mere her

Program
Arkitektur- og kunsthistoriker Astrid Klingenberg Weiss giver en introduktion til huset, arkitekturen og restaureringen. Herefter ser vi sammen nærmere på huset og haven.
Bemærk: Huset er beboet og fuldt møbleret. Der afvikles flere rundvisninger på dagen.

Tilmelding
Rundvisningen er for medlemmer af Realdania By & Byg Klubben. Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Max. to pladser til klubpris pr. medlem undtaget erhvervsmedlemmer.

 

Praktisk
En væsentlig del af rundvisningen vil af pladshensyn foregå udenfor. Husk derfor at tage tøj på, der passer til vejret. 

Tilgængelighed
Der er ingen elevator eller lift til husets 1. sal, og gangarealerne i stueetagen er smalle. Huset har derfor begrænset tilgængelighed for kørestols- og rollatorbrugere.