Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

Bindesbølls Rådhus i Thisted

tirsdag den 28. februar kl. 13:30 - 14:30
Store Torv 4, 7700 Thisted
NB: Arrangementet kræver tilmelding

En af de vigtigste skikkelser i dansk arkitekturhistorie i 1800-tallet, M. G. Bindesbøll, bedst kendt for Thorvaldsens Museum i København, tegnede i 1853 et storslået simpelt rådhusbyggeri i Thisted. Bliv klogere på de mange historier, der ligger gemt i Bindesbølls 166 år gamle rådhus, og Realdania By & Bygs arbejde med at bringe ejendommen tilbage til sit oprindelige udtryk i overensstemmelse med arkitektens tanker.

Bindesbøll er en af de vigtigste skikkelser i dansk arkitekturhistorie i 1800-tallet. Han var en banebryder, der med sin personlige og uortodokse brug af historiske stilarter i arkitekturen blev en frontfigur i overgangen fra klassicismen til historicismen.

Bindesbølls Rådhus er et enestående værk med et imponerende tagparti, svungne gavle, fine detaljeringer og en smuk, gennemlyst byrådssal. Bygningens arkitektoniske kvaliteter var baggrunden for, at det blev fredet i 1978 og at Realdania By & Byg i 2007 købte og restaurerede den gamle, statelige bygning. I den forbindelse blev alt - både indvendig og udvendig - undersøgt, genanvendt eller fornyet.

Gennem tiden har rådhuset fungeret som både rådstue, arrest, sprøjtehus og sparekasse. Mange af byens borgere kender derfor det fredede rådhus indefra, men kun de færreste kender de mange historier, der ligger gemt i bygningsværket og arkitekturen.

Om Bindesbølls Rådhus
Arkitekturen er historicistisk med en entydig inspiration fra nederlandsk renæssance. Realdania By & Bygs restaurering (2007-2011) har koncentreret sig om at bringe ejendommen tilbage til sit oprindelige udtryk i overensstemmelse med Bindesbølls tanker. Det fredede rådhus anvendes i dag som turistkontor, administration, udstillings- og mødefaciliteter.
Læs mere her

Program
Kl. 13.30 Restaureringsarkitekt og arkitekturformidler Dorthe Bendtsen viser rundt og fortæller om Bindesbøll, arkitekturen, rådhusets historie og de restaureringsmæssige udfordringer og valg, der er truffet i forbindelse med den gennemgribende restaurering.
Kl. 14.30 Arrangementet slutter.

Tilmelding
Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Max. to pladser til klubpris pr. medlem undtaget erhvervsmedlemmer.

Tilgængelighed
Der er niveaufri adgang til huset og elevatoren i bygningen kan tilgås fra Vestergade. Dog er forholdene visse steder i huset dårligt egnede for rollator- og kørestolebrugere.

Arrangementer til dig