Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

Verdenskulturarv i Christiansfeld og fredet statshusmandsbrug i Skovbølling

tirsdag den 29. november kl. 13:00 - 16:30
Skovbøllingvej 35, 6100 Haderslev
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Oplev brødremenighedsbyen Christiansfeld - et kulturmiljø af international historisk betydning optaget på UNESCOs verdensarvsliste – og et fredet og restaureret statshusmandsbrug med stald og lade i stilen Bedre Byggeskik. 

I Danmark har vi syv verdensarvssteder. Christiansfeld er et af dem. Byen er optaget på UNESCOs verdensarvsliste for sin helt særlige byplan og unikke arkitektur, som bl.a. tæller 50 historiske huse grundmuret af gule Flensborgsten og førsteklasses håndværk.

I Christiansfeld, der er grundlagt i 1773, skabte Brødremenighedens håndværkere deres bud på det perfekte samfund – med symmetri, fællesskab og lighed. 

UNESCO-byen står den dag i dag næsten som oprindeligt. En Realdania-støttet revitalisering og restaurering har sammen med en helhedsplan sikret, at den historiske bykerne er bevaret.

Få kilometer syd for Christiansfeld har Realdania By & Byg sikret et andet stykke dansk kulturarv, nemlig det fredede statshusmandsbrug i Skovbølling. 

Statshusmandsbruget er opført i 1934 og rummer fortællingen om jævne menneskers tilværelse på landet, statslige visioner og personlige drømme om et bedre liv. Realdania By & Byg købte og gennemrestaurerede i 2010-2012 det lille husmandssted, som i dag står næsten fuldstændigt som oprindeligt og rummer mange levn fra fortiden såsom komfur, fadebur, vinduer og døre i de oprindelige farver.

Vi ser begge dele og slutter af med at nyde en kop kaffe og Christiansfelds berømte honningkager. 

Program
Kl. 13.00
Vi mødes foran Statshusmandsbruget i Skovbølling: Skovbøllingvej 35, Skovbølling, 6100 Haderslev.
Arkitekt og projektleder i Realdania By & Bygs driftsafdeling Lise Frederikke Christensen viser rundt og fortæller bl.a. om, hvad et statshusmandsbrug er, om anlæggets fredningsværdier og den restaurering, Realdania By & Byg foretog i 2010-2012.
Kl. 14.20
Vi kører hver især til Christiansfeld.
Kl. 14.45
Vi mødes ved brønden på Kirkepladsen foran Søstrehuset: Nørregade 14 i Christiansfeld.
Historisk byvandring i Christiansfeld med stop ved byens mest markante huse og steder. Vores guide fra Museum Kolding vil fortælle om byens og Brødremenighedens historie med vægt på den helt særlige byplan og arkitektur.
Kl. 16.15
Vi slutter arrangementet af med kaffe og honningkage (eller anden valgfri kage) i Brødremenighedens honningkagebageri: Lindegade 36 i Christiansfeld.
Kl. 16.30
Arrangementet slutter. 

Praktik
Transport er på egen hånd.
Husk påklædning efter vejret.
Der er gratis parkering i hele Christiansfeld.

Tilmelding
Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. 

Om Christiansfeld
Brødremenigheden grundlagde byen i 1773 og opførte hovedparten af byens huse i perioden 1773-1800 efter en enkel og stringent byplan, der er den fysiske afspejling af kristendommens og Brødremenighedens særlige betydning i byen.
Læs mere her

Om Statshusmandsbruget
Statshusmandsbruget i Skovbølling er et yderst velbevaret eksempel på et husmandssted opført i 1930'erne via statslån og i stilen Bedre Byggeskik. I 2004 blev ejendommen fredet.
Læs mere her

Arrangementer til dig