Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

Rosenhuset – Tuborgs gamle hovedsæde

søndag den 6. november kl. 11:00 - 12:30
Strandvejen 54, 2900 Hellerup
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Ølkuske med forklæde, laboratoriefolk i hvide kitler, kontorpersonale med stive flipper, skiltemalere, direktører, brygmestre, og mange flere – alle har de haft deres gang i Rosenhuset og gjort det til en livlig arbejdsplads. Oplev Tuborgs hovedsæde i Hellerup, tegnet af den store danske jugendstil-arkitekt Anton Rosen.

Kong Christian X var en dag på besøg på Tuborg. Kongen spørger en bryggeriarbejder ”Hvad drikker De i grunden om dagen min gode mand?” Arbejderen svarer, ”Nåh, en til halvanden, bliver det nok til.” Kongen siger ”Nå, det gør jeg såmænd også”, hvortil bryggeriarbejderen svarer ”Jamen Deres Majestæt, De snakker jo om flasker. Jeg snakker om kasser.” Og det var dengang, der var 50 flasker i en kasse!

I 1913 tegnede Anton Rosen Tuborgs administrationsbygning i Hellerup, og i næsten 100 år var bygningen den pulserende ramme om en af Danmarks største bryggerivirksomheder. I dag er ølkuskene væk, men de indbyggede pengeskabe, den store øltønde i hallen, de historiske bemalinger og lysekroner står der endnu og fortæller husets og Tuborgs historie.

Efter Tuborgs udflytning købte og restaurerede Realdania By & Byg ejendommen, så den igen fremstår som det gesamtkunstværk, Anton Rosen tegnede i 1913. I dag er huset atter en livlig arbejdsplads omgivet af Odins ravn, vandspyende faune, en gigantisk lysekrone med absinth og possementer.

Program
Arkitekturhistoriker og projektleder i Realdania By & Byg, Astrid Weiss, viser rundt i det store hus og fortæller om restaureringen og husets historie.

Tilmelding
Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Max. to pladser til klubpris pr. medlem undtaget erhvervsmedlemmer.

Tilgænbgelighed
Rosenhuset har elevator og rampe via bagødren og parterreetagen. For kørestolsbrugere kan der dog være visse udfordringer med at komme rundt grundet smalle døre og møblering i div. rum. Er du kørestolsbruger, vil vi meget gerne vide det på forhånd, så vi bedst muligt kan hjælpe. Der er toilet i huset, som gerne må benyttes ifm. rundvisningen. 

Parkering
Der er meget begrænset parkering ved huset. Vi henviser til det nærliggende Waterfront Shoppingcenter. 

Om Rosenhuset
Rosenhuset indtager en markant position inden for dansk erhvervsbyggeri i årene omkring år 1900 med sin tunge og solide, kubiske krop i kombination med den sprudlende overflod af velbevarede, dekorative detaljer. Ejendommen er fredet og restaureret af Realdania By & Byg i 2007-2010.
Læs mere her