Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

Støberihallerne i Præstø - mens vi er i gang

onsdag den 7. juni kl. 15:30 - 16:30
Adelgade 18B, 4720 Præstø
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Hal nummer fem er genopstået, og det enorme takkede tag er ved at blive rekonstrueret. Oplev Støberihallerne i Præstø, når arkitekt og projektleder i Realdania By & Byg, Anders Brüel, viser rundt bag byggepladshegnet og fortæller om den igangværende restaurering, der skal give nyt liv til Præstø bymidte og byens gamle jernstøberi. 

Efter flere måneders arbejde med at bryde gulve op, bortskaffe ødelagt murværk og sanere uønsket materiale, begynder konturerne af Præstøs kommende bibliotek, borgerservice og lokalarkiv at stå frem. 

Håndværkerne er nu i fuld gang med at genopføre den sammenstyrtede hal 5. Men det omfattende arbejde indebærer også isolering af det ikoniske, takkede shedtag over hallerne, genopretning af det øvrige murværk, og restaurering af bevaringsværdige bygningsdele som de smukke gamle jernsøjler.

Støberihallerne i Præstø udgør et sammenhængende bynært industrianlæg fra sidst i 1800-tallet, der fortæller historien om forandringen af Danmark fra landbrugs- til industrisamfund. Hver ny tilføjelse er derfor blevet nøje overvejet, så Støberihallerne kan beholde deres oprindelige udtryk og fortælling. Sådan skaber Realdania By & Byg en helhed med respekt for historien, der samtidigt skal give bygningerne nyt liv og aktualitet i fremtidens Præstø.

Hør om udfordringer, overvejelser og indsigter, når arkitekt og projektleder ved Realdania By & Byg Anders Brüel viser rundt på byggepladsen. 

Program
Velkomst ved Realdania By & Byg Klubben. Efterfølgende fortæller arkitekt og projektleder i Realdania By & Byg, Anders Brüel, om den igangværende restaurering, mens vi bevæger os rundt på ejendommen. Arrangementet varer ca. en time.

Onlinerundvisning
Hvis du er forhindret i at deltage i den fysiske rundvisning, afholdes der også samme dag en onlinerundvisning i Støberihallerne. Der er mulighed for spørgsmål undervejs, og optagelsen er tilgængelig i 24 timer. Læs mere og tilmeld dig her.

Tilmelding
Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Max. to pladser pr. medlem undtaget erhvervsmedlemmer, som kan købe op til 10 billetter.

Tilgængelighed og særlige omstændigheder
Støberihallerne i Præstø er for tiden en aktiv byggeplads i flere niveauer og ujævnt terræn, hvorfor arrangementet er uegnet for kørestolsbrugere og gangbesværede.