Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

Ny marmor på Jarmers Plads

tirsdag den 25. april kl. 16:00 - 17:15
Jarmers Plads 2, 1551 København V
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Marmorpladerne på det ni etager høje kontorhus på Jarmers Plads i København er ved at blive skiftet. Forud er gået 12 års forberedelse og et parløb med Nationalbanken. Få et kig bag facaden, og hør om projektet, der er Realdania By & Bygs driftsafdelings absolut største.

Jarmers Plads 2 er et fremtrædende eksempel på et højmodernistisk kontorhus fra slutningen af 1950’erne.

I mere end 65 år har plader af norsk porsgrunnmarmor – samme slags som på Nationalbanken og Aarhus Rådhus - prydet facaden, og lige så længe har vind, vejr og ikke mindst trafikos langsomt ædt sig ind i sten og ophæng, som forvitrer. Derfor er Realdania By & Byg, der ejer og vedligeholder bygningen, nu i gang med at udskifte marmorpladerne. 

En facadeudskiftning på ni etager og 13.000 kvadratmeter med hundredvis af tunge marmorplader i forskellige formater og tykkelser ordnes imidlertid ikke bare med et snuptag. Alene det at finde den rigtige norske marmor, få den brudt og herefter få pladerne skåret til i de rigtige mål har taget flere år. 

Kom med bag stilladserne og helt tæt på facaderenoveringen, der er Realdania By & Bygs største driftsprojekt i de 20 år, selskabet har eksisteret. Hør om parløbet med Nationalbanken om at bryde ny marmor i Norge, om materialets fordele, ulemper og levetid og om Realdania By & Bygs resultater og hovedbrud.

Program
Arrangementet begynder i den gamle spisesal, hvor arkitekturformidler i Realdania By & Byg, Mette Rabølle Sørensen, med fotos og videoklip fortæller om kontorhusets historie og arkitektur og arbejdet med at skaffe ny marmor, der begyndte helt tilbage i 2008.
Herefter går vi udenfor og ser nærmere på facaden og renoveringen i selskab med bygningskonstruktør og projektleder i Realdania By & Byg, Mikael Vikkelsø Nielsen, der leder facadeudskiftningen.

Tilmelding
Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Max. to pladser til klubpris pr. medlem undtaget erhvervsmedlemmer.

Tilgængelighed
Arrangementet er for alle. Har du spørgsmål om tilgængelighed, så kontakt os på tlf. nr.: 70 11 06 06 eller mail klub@realdaniabyogbyg.dk 

Parkering og transport
Der er meget ringe parkeringsmuligheder omkring Jarmers Plads. Vi anbefaler parkering i p-huset under BLOX. https://www.blox.dk/
Jarmers Plads 2 ligger midt mellem Vesterport Station og Nørreport Station, og buslinje 5C kører lige til døren.