
Et tusind kvadratmeter stort betongitter svævende over en let glasboks. Den markante administrationsbygning i Hasselager, som blev støbt på stedet i 1965, var et nybrud i dansk betonbyggeri og erhvervsarkitektur. Træd ind i Danmarks måske første søjleløse storrumskontor med genskabt 60’er-inventar.
I august 2022 afsluttede Realdania By & Byg tre års restaurering, og Glasalstrups rå betonkonstruktion står nu knivskarp. Men vigtigst af alt: Betonens levetid er blevet forlænget, og dermed er en af de mest markante ejendomme blandt 60’ernes og 70’ernes erhvervsarkitektur af høj arkitektonisk kvalitet bevaret for eftertiden.
Glasalstrup er tegnet af arkitekt Knud Blach Petersen og opført som administrationsbygning for glasvirksomheden J.A. Alstrup i 1965.
Da Realdania By & Byg overtog ejendommen, var den ombygget til ukendelighed, og 50 års vejr og vind havde sat sine tydelige spor på de rå overflader. Nu er betonen restaureret, og storrumskontoret er ført tilbage til sit oprindelige udtryk: Et knap tusind kvadratmeter søjleløst storrumskontor, der udgjorde et af de første – måske det første – af sin slags i Danmark med 60'er-inventar i form af hessian, fyrretræslameller og nålefilt. Læs mere om bygningen her.
Administrationsbygningen er i dag udlejet og indrettet som kontor.
Program
Arkitekturformidler i Realdania By & Byg, Mette Rabølle Sørensen, viser rundt og fortæller om bygningens arkitektur, historie og arbejdet med restaureringen.
Tilmelding
Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Max. to pladser til klubpris pr. medlem undtaget erhvervsmedlemmer.